Hej derhjemme

Igår kunne jeg fra denne plads på altanen se Jonas Vingegård afslutte dette års Tour’s bjergetaper med en formidabel og historisk præstation, og her til morgen sidder jeg her så igen, men denne gang for at afslutte årets blogindlæg fra Mallorca. Kl. 16.30 bliver vi hentet af en taxa, der kører os til lufthavnen, næsten præcis samme tidspunkt, hvor Jonas igår begyndte opstigningen på Hautacam. Inden da havde han undgået katastrofen ved at holde sig på cyklen, da han var ved at styrte, og han havde udvist det største sportsmansship ved at vente på sin rival, da han rent faktisk styrtede. Jonas har haft en fremragende Tour, godt hjulpet af sine holdkammerater på Jumbo Visma holdet, og ligeledes kan jeg sige, at vi har haft en fremragende ferie, godt hjulpet af vores venner her på Ivory Playa.

Det har været en fornøjelse at skrive til Jer, for det er som om oplevelserne og afslapningen hernede bliver endnu bedre af, at dele det med Jer, som om refleksionerne på bloggen og det at skulle finde en rød tråd er livgivende og en slags ferieterapi for undertegnede.

Fortsat god ferie til Jer alle derude, tak for denne gang og hurra for Jonas.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Det er umuligt ikke at erkende, at Tour de France har været i fokus på denne ferie for obersten, for det er ikke hver dag, endsige hvert år, eller for den sags skyld hvert årti, at en dansker fører verdens største cykelløb, og har realistisk mulighed for at vinde én af verdens største sportsbegivenheder. Tour’en slutter på søndag og forhåbentligt med en Vingegård i gult, vores ferie på Mallorca slutter allerede fredag aften, og det betyder, at vi har travlt med at få drinks med diverse familier, spise en sidste aften med andre familier og naturligvis foretage et obligatorisk besøg på en Piero Rossi restaurant torsdag aften. I aften gæster vi S’Albufera en sidste aften i denne omgang, og fredag er det så ellers hjem til ny bil og en ekstra uges ferie, hvor vi endnu ikke kender destination, tid eller sted udover begravelse på Fyn lørdag og frokost søndag i Dronningmølle – vi må se, hvad planen for ugen bliver.

Har det så været en god ferie? Jo tak, det må man sige.
– Vejret har som sædvanligt været upåklageligt, ikke en sky i sigte alle 15 dage.
– Ivory Playa ligner sig selv, og vi har nydt stranden, det krystalklare vand lige udenfor døren, altanen og det flotte kig til havet, samt de hyggelige aftener i baren med vennerne.
– De helt utrolige venner har fejret os med sølvbryllupsoverraskelser og sjove, interessanter samtaler ved stranden og/eller ved poolen.
– Vi har haft fornøjelsen af vores piger i flere uger helt tæt på og helt for os selv, hvilket efterhånden er en sjældenhed.
– Vi har alle 4 fået slappet af og har nydt gensynet, obersten især med de smukke morgener ved stranden og fra altanen (se WhatsApp billeder/video).

Men bliver vi ikke trætte af hotellet? Ikke endnu!
Hvordan kan vi mene, at vi er så tætte med venner, som vi kun ser meget lidt? Prøv lige at regne på det. Hvor mange venner har I, som I ser på to-mandshånd i 10 dage i træk i mindst 5 timer om dagen og ikke skal andet end at snakke med? Vi snakker med andre ord mere med Maigård familien og Kolding familien på ferien hernede, end vi gør med mange af vores andre venner på et helt år…
Bliver vi trætte af at gå ud at spise? Hmmmm, den er lidt sværere, for nok frekventerer vi kun, de bedste af dem vi kender, men der er tryk på hernede, ventetiderne kan være lange og vi skal også lige vente på taxa’er for at komme derind, så det bliver godt at komme hjem til egne kødgryder.

Jeg tror, at summen af de gode ting ved Ivory og Mallorca, langt overstiger lysten til at prøve noget nyt sålænge vennerne også er her, men hvem ved, det kan jo ændre sig, og nu forholder det sig også sådan, at vi med sikkerhed ikke kommer herned i 2023, for der går turen til Hawaii med Anne & Peter fra Herning, og her taler vi om en helt anden type ferie og en helt anden type kapitalbehov…

Alt i alt tænker jeg, at det kun er en midlertidig afslutning med Ivory, som vi begiver os henimod på fredag, der kommer nok en ferie her igen, det er straks mere alvorligt med Vingegård på søndag, for jeg tror og håber, at han har mange Tour de France i benene endnu, men det er jo ikke sikkert, at de kan komme til at ligne årets tur, og at stillingen samt “vennerne”/holdkammeraterne er de samme i årene fremover, så det er med at slå til nu – held og lykke hen mod afslutningen Jonas!

Kh Obersten

Hej derhjemme

Der er meget at være taknemmelig for, når man som os er på ferie og har det godt, nyder livet i gode venners selskab og har fået dejlige feriebilleder fra Caro i Columbia. Men indimellem opstår der stadig begivenheder, som minder os alle om, at vi skal huske at værdsætte livet og de gode dage. Solskinsvejret og de omkring 33 grader stopper ikke her på Mallorca, men livet stoppede igår for Anne’s far (ja hende fra Herning), da han havde fået CO2 forgiftning af en svær lungebetændelse, og så kom han aldrig op fra sygesengen igen. Vi tager til begravelse i Odense på lørdag, da vi kommer hjem fredag sent aften med SAS, som vi er taknemmelige for har fundet en løsning på deres strejke. Så må afhentning af den nye Tiguan hos VW i Gladsaxe lige vente til søndag, hvor vi er så heldige og skal til frokost i Dronningmølle efterfølgende.

En anden der faktisk næsten heller ikke kom op fra sin stol i forgårs aftes hernede i baren på Ivory er Klaus, der er den ene halvdel af vores vennepar fra Varde, som vi mødte for mange år siden, da Sofie legede med deres datter Freia hernede i Alcudia. Klaus er opereret to gange for en slem diskusprolaps i den størrelsesorden jeg også havde. Han har kun 40% førlighed i højre ben idag, og da han sad sammen med os og rakte ud efter sin øl, så mærkede han noget i ryggen, der skulle vise sig at give så slemme smerter, at de måtte på hospitalet den nat. Nu er han smertedækket med diverse piller, men det var slemt, og jeg er bare så taknemmelig for, at jeg har det godt i min ryg, og at jeg ikke valgte at blive opereret.

Nu er alt ikke den rene elendighed hernede, igår var vi på besøg hos Sofie’s veninde Isabella og hendes forældre Fleur og Jesper (I har mødt dem ved Sofie’s 18 års fødselsdag i Rungsted Havn), som har lejet et hus hernede lige udenfor Alcudia havn. Det er en anden og mere privat ferie-form i forhold til Ivory Playa, og det viste sig, at huset var fantastisk og havde en skøn portico og en dejlig pool, så vi gav den gas med poolparty, tapas, rosé og drinks, inden vi blev kørt hjem og sendte Isabella, Zou og veninden Julie fra Kolding familien på Banana Club, hvor de unge kan boltre sig på floor med drinks og ungdommelighed og tage hjem i samlet flok, så forældrene ikke skal bekymre sig. Det var både Anja og jeg taknemmelige for…

Som en krølle på det hele, så tænker jeg Jonas Vingegård fortsætter med at være taknemmelig for sine dygtige og hårdtarbejdende holdkammerater, for sålænge de er 100% dedikerede og kører for ham, så tror jeg, at han har en god chance for at vinde Tour’en, og mon ikke han så der på podiet i Paris vil udtrykke sin taknemmelighed overfor holdet og sin familie, der støtter ham i tykt og tyndt.

Med tak, kh Obersten

Hej derhjemme

I stil med de andre dage, har jeg igen ramt en overskrift, der sagtens kunne være fra Tour de France karavanen, for udover Vingegård, så er der vel reelt kun 3 udfordrere tilbage til tronen i Paris om en uges tid, og det er Pogacar, Thomas og Bardet. Men det er egentligt en henvisning til, at Caro igår aftes strøg afsted til Madrid og nu er på vej mod Columbia på et Iberia fly sammen med Jake direkte til Medellín med en flyvetid på 10 timer. De skal over og besøge Jake’s forældre i deres nye hjem samt på nogle spændende ture ud i landet og til nogle skønne strande.

Sende Caro afsted til lufthavnen i Palma var lidt ligesom at få amputeret sit ene ben, og det burde ikke overraske os, hun har trods alt ikke boet hjemme i de sidste 3 år, men når man bor så tæt sammen, som vi gør hernede i en uge, så føles det næsten som om, Caro aldrig har været flyttet hjemmefra, og nu er det så Anja, Zou og mig, der skal have en ekstra uge hernede på Ivory for os selv. Derudover tager Jesper Maigård og familie hjem imorgen, så der bliver mere stille hernede omkring os, og så alligevel ikke, for nu er der kommet nye ansigter vi kender fra Vangede, Odense og Varde, alle søde mennesker, som vi naturligvis skal have en drink med og/eller ud at spise med, for vi skulle jo nødigt kede os.

Sidstnævnte er dog ikke noget vi frygter på nogen måde, for det er jo en del af ferien på Ivory, at vi kommer helt ned i gear og gerne må have så få planer som muligt, ja altså lige udover at bade, spille bordtennis, læse, spille strandtennis, spille Yatzy, se Tour’en, spille pool-bold og finde restaurant til aftensmaden samt sidst men ikke mindst sidde her på altanen og nyde udsigten i skøn forening med at fabrikere et blogindlæg til Jer. Vi tror ikke det bliver til nogen Palma-shoppe-tur denne gang, det er simpelthen for varmt, og så er der et uhyrligt antal turister derinde, har vi fået fortalt af de stakler, der kom hjem fra Inferno på jord i mine øjne. Palma er ganske vist en smuk by sine steder, men i 35 graders varme fordufter det smukke i varmedisen, og selv mine pigers ellers veludbyggede shoppe-gen kommer til kort overfor Dante’s helvede, og vi skulle jo gerne forblive 3 soldater tilbage fra Camp Mosegård her i Alcudia, vi er jo allerede reduceret med én…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Man kunne godt tro, at dagens blog var dedikeret til de danske cykelryttere i Tour de France, der giver os nye eventyrlige oplevelser hver dag, og de har bestemt fortjent prædikatet verdensklasse, altså Vingegård, Cort og idag Mads P., men det er faktisk ikke derfor mit indlæg har denne titel idag. Overskriften henviser til de fantastiske venner, vi har hernede i Alcudia, og til vores dejlige døtre, som endnu engang har taget del i en fejring af Anja og jeg.

Jeg lægger beviser op på WhatsApp i form af billeder og video, men sagen er, at Anja og jeg i mandags havde besluttet at invitere Majgård familien fra Vejle og vores venner fra Kolding ud at spise igår for at fejre vores nylige sølvbryllup, så vi gav dem besked om invitationen, og alle var klar til at tage sammen med os på Sa Taverna, en lille hyggelig steakrestaurant med en charmerende og skyggefyldt gård. Det vi så ikke vidste var, at vennerne straks gik igang med at planlægge sølvbryllupsfejring af os, startende lige fra morgenstunden kl. 10 igår, hvor de alle mødte op udenfor vores lejlighed, lagde en hjemmelavet hjerteformet blomsterkrans foran døren, bankede på og sang derefter “Det er så yndigt at følges ad” for os. Så var dagen ligesom igang, men det skulle blive endnu vildere.

Kl. 20.00 sad vi alle på Sa Taverna, som naturligvis er én af vores ven Piero Rossi’s restauranter, og fik kold Cava (på Piero’s regning) og lækre forretter, da Tommy fra Kolding rejste sig og begyndte at holde en lille tale. Vi var helt paf, for det viste sig, at Jesper Maigård, med lidt hjælp fra Tommy og hans kone Mette, havde lavet en sølvbyllupssang til os, som blev leveret ved bordet i en sangskjuler i form af en lille flamingo-drinksholder, og så blev der ellers sunget med på Jesper’s sang på melodien “When I am 64”, mens resten af restauranten og tjenerne så måbende og helt uforstående til, indtil de overgav sig og klappede, da vi var færdige med at synge. Videoklip sendes ud på WhatsApp, det er for sjovt og sødt til, at I skal gå glip af det.

Da vi bookede restauranten og inviterede til denne hygge-aften, så var der ingen tvivl om, at vi ville få en dejlig aften med god mad og vin (AN/2 naturligvis…), omgivet af venner, som vi virkeligt får snakket meget med under vores ferie (der er jo ikke andet at lave ved stranden og pool’en end at snakke, og Jesper er meget god til det…), men vores lille dinner-arrangement affødte alligevel en del overraskelser:

Hvem kunne vide, at Jesper Maigård har talent for at skrive sange?
Hvem kunne vide, at vi har SÅ dedikerede ferievenner?
Hvem kunne vide, at pigerne kan holde tæt om sådanne planer i flere dage?

Det er muligt, at Jonas Vingegård kommer til at overgå den verdensklasse, som vores børn og venner har vist os hernede, men så skal han altså også i gult på rejsen helt til Paris, og indtil vi ved om det lykkedes, er det lykkedes os lige at sende Caroline afsted på rejsen helt til Columbia med første ben fra Palma til Madrid, hvor hun mødes med Jake og derfra flyver videre til Medellin. Det bliver helt sikkert også verdensklasse, endnu et dansk eventyr tager sin begyndelse.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Hvad bedre og mere passende for dagens blog end at nævne Jonas Vingegård’s utrolige bedrift idag på Col du Granon, tillykke til Jonas og til hans hold Jumbo Visma, som spillede deres kort på forbilledlig vis og fik sat Tadej Pagacar skakmat ved at angribe igen og igen og give os alle et mindeværdigt løb, og ikke mindst en dansker i den gule trøje. Jeg sneg mig til at blive oppe i lejligheden efter frokost for at se det meste af etapen, og det fortrød jeg ikke et sekund. Stort var det at se taberen, Pogacar, straks gå hen til Jonas og lykønske ham, flot sportsmandsship og en sand mester, der erkender sit nederlag.

Pagacar og Vingegård, to kombattanter der kæmper om retten til at kalde sig vinder, og som begge lægger snedig taktik for at slå den anden. Det samme kan man sige om SAS piloterne og SAS eller for den sags skyld om renovationsfolkene i Alcudia og det lokal bystyre. Renovationsfolkene har strejket siden lørdag, dvs. der bliver ikke samlet skrald langs stranden og ved de store affaldspladser langs vejene og i villakvarterene, og med 35 grader i skyggen, ja så kommer der til at lugte fælt ved affaldsstationerne, og ved strandene hober der sig affald op ved overfyldte skraldespande. Snedig taktik må man sige at strejke, når det gør mest ondt, fuldstændig samme taktik som Jumbo Visma praktiserede med Pogacar idag, og som piloterne i SAS har haft gang i nogle uger nu.

Modsat Vingegård ser det ud til, at jeg er ved at tabe slaget om at få flest i strandtennis, for der har Caro og Zou simpelthen taget den gule førertrøje med 374, og den bliver svær at slå, så måske skal jeg bare vænne mig til og acceptere, at jeg er blevet vandbærer i den forbindelse, for det er jeg alligevel, når vi går til stranden…altså helt bogstaveligt, for der skal altså drikkes en del vand i den her varme, ligesom en vandflaske fra fryseren kan være guld værd til at lægge på nakken, hvis solen bliver for meget. Det gør den dog sjældent hernede, for det er en tør varme, og man skal bare kunne slæbe sig til og fra stranden, når obersten har lavet frokost, eller når der skal hygges med spil og drinks på altanen. Heldigvis ligger vores altan næsten stik syd og på 4. Sal, så da solen står højt og 5. Sals altanerne skygger for den, så kan vi bruge vores altan hele dagen uden at sidde og svede tran.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at vi har fået værelse 416, det har vi bedt om, og det efterkommer Ivory gerne for deres stamkunder, sålænge vi siger det i god tid. I sandhed en snedig taktik fra folk, der kender deres besøgstid, og som har studeret hver en detalje af omgivelserne for at sikre, at intet overlades til tilfældigheder – det er helt ligesom Vingegård og Jumbo Visma, lige bortset fra, at jeg tænker, jeg forbliver vandbærer, hvilket Vingegård vist ikke længere er…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Den ene skønne solskinsdag efterfølger den anden hernede i Alcudia, og vi nyder ferien i fulde drag, hvilket vi håber I også gør derhjemme, på Fanø, i Gl. Holte, i Ålsgårde, i Dronningmølle og i Kgs. Lyngby. Men der er stunder, som skiller sig ud, og min blog handler idag om netop sådanne stunder. For mig er det de tidlige morgenstunder, hvor man har det hele lidt for sig selv, at jeg virkeligt mærker efter og nyder roen og naturen, og især et sted som Alcudia med de tusindvis af turister der invaderer området, kan det være magisk at være tidligt ude.

Her til morgen stod jeg tidligt op og gik ind til havnen og tilbage igen inden morgenens indkøb i det lokale Eroski supermarked. Der var vindstille, stort set ingen mennesker på stranden endnu, til gengæld var der en del gale løbere på strandpromenaden, der ligesom mig ville ud og have del i sommermorgenens lave temperatur på 24 grader…ja for vi har jo 35 grader i løbet af dagen, men heldigvis er der en sund brise fra havet senere på dagen, så stranden er det eneste rigtige sted at opholde sig, i hvert fald om morgenen og om eftermiddagen.

Hvis man vil opleve Middelhavet helt stille og uden én eneste bølge, så skal man altså tidligt op, og som I vil se på det billede, jeg har sendt til Jer på WhatsApp’en, så er der nogle helt nye entusiaster, der benytter sig af disse morgener ligesom mig, det er Paddle-folket. Vi har prøvet det en enkelt gang i Mexico for 4 år siden, og det er faktisk sjovt, så man forstår dem jo godt, men med så meget andet, så går en trend lynhurtigt bredt i befolkningen, og i løbet af dagen ser vi virkeligt mange turister, der har deres eget oppustelige paddle-board med på stranden. Spørgsmålet er, hvad den næste store trend bliver, men indtil da vil jeg sige, at jeg kunne godt finde på at stå derude og padle, som ham fra billedet, for det ser da fredfyldt og sjovt ud.

Selv indkøbene i Eroski bliver næsten hyggelige efter en morgentur langs Playa de Muro, men nu er jeg jo også vant til at stå op og spille golf helt for mig selv kl. 5 om morgenen på Furesø Golfklub i selskab sammen med harer, fugle, ræve og myg, så en halv-tidlig morgenstund i Alcudia med en paddle-tosse og en sejlbåd i ensom majestæt er da den rene ferie-hygge. Prøv at zoome ind på billedet og forestil dig, at du står på det paddle board, og så sig mig, om ikke det kunne være meget hyggeligt.

Nu er freden til gengæld forbi, for nu er pigerne færdige med at gøre sig klar til en gåtur mod en forhåbentlig god middag i Alcudia havn, så nu er det tilbage på strandpromenaden, men denne gang iført nogle helt andre og meget pænere shorts…

Kh Obersten

Hej derhjemme

Dette er ikke bare titlen på én af Robert Palmer’s hits fra 1985 fra dengang han spillede i bandet The Power Station, hvor han også havde hits såsom Addicted to Love og Simply Irresistible, det er også en hentydning til, at man må håbe de mange turister i Spanien nyder, når vejret er godt og temperaturen vil runde de 40 grader engang indenfor den næste uge. Her i Alcudia går det ikke helt så galt, men vi kan måske komme op og slikke de 40 grader engang i næste uge, indtil da “nøjes” vi med 33-35 grader. Heldigvis lufter det dejligt på stranden og Platja de Muro, hvor vi bor, har som sædvanligt verdensklasse rent vand at bade i, så vi tænker ikke det bliver et problem for os med det varme vejr, altså lige medmindre der kommer flere og større/længere strømafbrydelser pga. tørken.

Jeg kan godt lide det hot, men jeg er kommet i den alder (som resten af mændene i Steenstrup familien tror jeg…), hvor jeg ikke holder til at være hele dagen i solen og på stranden, så for mit vedkommende er det små bidder, som også giver mulighed for, på en søndag eftermiddag som denne, at se 3 sportsbegivenheder på én gang oppe på altanen på 4. Sal. Jeg havde arrangeret Tour de France på TV’et, golf på iPhonen og Formel 1 på iPad’en – altså på én og samme gang – det virkede perfekt for mig ;-). Hvad der derimod ikke virkede perfekt åbenbart var solcremen igår, for jeg blev brændt af både på ryggen og på maven, så dagens strandtur foregik med t-shirt og Nike cap, og det gav mig en god undskyldning for netop at være på altanen og nyde det for en stund.

Så spørger I sikkert, jamen hvad lavede Anja og pigerne så? De var faktisk også på værelset og på altanen her til eftermiddag, alle var rimeligt trætte, Anja fordi hun er ved at komme ned i gear og skulle bruge en morfar, og pigerne fordi de sov en god times tid efter en bytur med Maigårds drenge igår nat. Da alle vågnede var Formel 1 og Tour’en slut, og så startede én af de virkeligt spændende kampe, nemlig et spil Yatzy. Zou tog sejren med mindst mulig margin på 6 point ned til obersten og 8 point ned til Caro, men det var ligeså tæt og hot som vi elsker det, for hun vandt kun, fordi vi andre 3 ikke fik noget af det, som vi skulle bruge i sidste runde for at få vores bonus, alle var med i kampen om sejren indtil sidste terning.

Det kan godt være, at det bliver lidt ekstra varmt i de kommende uger hernede, men det vil bare gøre aftenerne så meget desto mere hyggelige og skønne, for det er jo netop én af de ting vi elsker ved at være på Mallorca, nemlig at vi kan sidde ude hele aftenen i shorts og sommerkjoler uden at skulle tænke på overtøj af nogen art. Robert Palmers musik er i mine øjne legendarisk og lækkert funky, Mallorca er måske varm, men Some like it Hot.

Kh Obersten

Hej derhjemme

Da jeg ikke kan spansk og heller ikke mener at vide, at nogen af Jer kan, så var det nærliggende lige at lægge et andet internationalt tilsnit over titlen på dagens blog indlæg, for vi er jo omgivet af flok fra hele verden hernede på Ivory Playa, det gælder også de ansatte, og dem snakker vi faktisk med, da vi har kendt mange af dem i adskillige år, og det er interessant at vide, hvordan det går med hotellet og turismen på Mallorca.

Ligesom i DK har de svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft hernede, men Ivory er heldige, at mange ansatte har været her så længe, de forlader ikke lige skuden for nogle ekstra håndører på et andet hotel, men ledelsen på Ivory Playa er skiftet ud under Corona, og selvom meget på overfladen er det samme som altid, så er der ting der har ændret sig, og de ansatte er ikke helt tilfredse med den nye ledelse, der har mere fokus på indtjening og at spare penge de mærkeligste steder og mindre på det familiære tilsnit og de mange stamgæster hotellet altid har haft. Det kan vi jo ikke rigtigt lide at høre, og Corona har været skyld i mange ting, men den skal altså ikke pille ved den DNA, som Ivory har.

Vi har nu ikke mærket noget der har ændret sig, men flere af de trofaste ansatte har kommenteret til os, at noget er ændret, og at de håber, det hele ikke får alt for mange konsekvenser for gæsterne eller, de håber ejerne skifter ledelsen ud igen snart. Vi vil holde et skarpt øje med, hvordan ferien går, og om der dukker noget op, som vi kan studse over eller ligesom blive utilfredse med, lidt ligesom da vi igår kørte med en taxachauffør der brokkede sig over, at der var alt for mange turister på Mallorca i år. Vi synes det var en besynderlig kommentar fra en mand, der lever af at køre rundt med turister som os, men han forklarede, at de var for få chauffører efter Corona, og at han måtte arbejde over i mange uger her i sommeren, fordi hans vognmand bliver presset af hotellerne og de lokale turistmyndigheder til at køre mere og længere, end de ellers ville gøre normalt.

Vi følger op på dette senere i ferien, lige nu handler det for os i Camp Mosegård om at holde traditionerne i hævd, så lige nu er der dømt badning og forberedelse til en hyggelig middag inde i det gamle Alcudia og så “hjem” på hotellet til en drink med Jesper Maigård og sønnerne, hvor dagens begivenheder og livets mange facetter diskuteres højlydt og med mange smil på læben. Jesper er glad for sit liv med efterløn selvom det, som han siger, ikke er nogen guldgrube, men han har det sjovt og er glad for det han laver, og så kan man ikke forlange mere siger han. Det er vise ord, som kommer fra en mand, der altid spørger ind til, hvordan andre har det og er god til at sætte fut i et selskab, når han bruger sine store talegaver og livserfaring til at animere unge som gamle. Med Jesper er der ingen dumme spørgsmål eller skjulte agendaer, et godt eksempel til forfølgelse, derfor spørger nu også mig selv om, hvorvidt jeg kan forlange en G/T mere inden vi skal ind til Alcudia…

Svaret blæser i den lune Mallorcinske brise, for nu er det blevet min tur til at bade, pigerne har været hurtige idag, måske noget alligevel er forandret hernede på Ivory Playa? 🙂

Kh Obersten

Hej derhjemme

Så kom vi til Mallorca med SAS Connect’s hjælp, og har haft den første fulde sommerdag på Ivory Playa i 3 år. Det er næsten ligesom at komme tilbage til sit eget sommerhus, for det ligner sig selv, og alle dem vi kender er her. Maigaard og hans to sønner+damer, dem fra Kolding, dem fra Esbjerg og dem fra Varde, det er faktisk helt vildt så mange der er tilbage på øen efter, for nogle, 5-6 års fravær.

Som I alle ved, var det lige ved og næsten, at vi ikke kunne komme afsted, men det er faktisk ikke bare derfor overskriften er, som den er. Har lige set Vingegård være millimeter fra at slå Pogacar på den første bjergetape, og igår mens vi spiste på vores elskede restaurant S’Albufera, var der en lille dreng, der forsøgte at bombardere os med et batteri fra en altan på 2. Sal lige ved siden af. Han kastede forbavsende nøjagtigt og batteriet landede med et smæld på vores bord lige ved siden af Anja og blev slået helt skævt. Heldigvis var det kun lige ved og næsten, at han ramte Anja, nogle glas eller gud forbyde det vores Mallorcinske rødvin, men det satte da ekstra krydderi på aftenen, som iøvrigt var et skønt gensyn med den gamle ejer Pepe og den nuværende ejer Miguel, som vi begge kender rigtigt godt.

Vejret er strålende solskin med 31 grader, og som altid nyder vi godt af en god brise, som gør varmen tålelig og turen til stranden en fornøjelse. Netop stranden er igen i år i topklasse og kampen om årets største strandtennis-resultat er netop skudt igang idag i bedste Wimbledon stil. Hvis man vil opnå mere end bare hånefulde blikke, skal man op på over 500 afleveringer mellem to personer ude i vandkanten, vel at mærke uden at bolden rør vandet. For 3 år siden spillede Obersten og Sofie et helt kvarter i træk og lavede 514 afleveringer, i år nåede vi foreløbigt kun 149, men det er en OK start, og tænker at vi spiller os i form i løbet af de næste 14 dage, ligesom Vingegård forhåbentligt kører sig i endnu bedre form i løbet af Tour’en.

Ellers ligner alt sig selv, der er mange mennesker på alle hotellerne (men ingen bærer mundbind), Jesper Maigård snakker os et øre af nede på stranden (nu kender flere af Jer denne skønne mand efter vores fest ;-)), vi kommer langsomt men sikkert ned i gear over de næste dage, og der er lagt en skudsikker slagplan for, hvornår og hvordan vi får besøgt alle vores favorit-spisesteder. Alligevel er der noget, der ikke er, som det plejer.

Vi har allerede oplevet 3 strømafbrydelser her i Alcudia bare igår, og det er vel at mærke hele området der pludseligt går i sort i 10-15 minutter. Ved endnu ikke hvorfor det er så ustabilt i el-netværket hernede, der jo en voldsom belastning på ressourcerne hernede på øen, når der fuld damp på turistkedlerne igen, men jeg har da tænkt mig at finde ud af årsagen, så man i det mindste kan forstå, hvorfor det er lige ved og næsten, at jeg ikke kan få lavet en cafe con leche til min digestif under warm down i baren på Ivory Playa.

Kh Obersten