Hej derhjemme,
Skønt at være tilbage på bloggen, det er lang tid siden, og tak til Thomas for at holde vores gamle kommunikationskanal åben.
Så blev det tid til endnu en Tour til Mallorca, vi kom godt herned i fredags og er ved at finde ind i vores sædvanlige rytme, men det startede ikke helt som det plejer. Som nogle ved er jeg lettere handicappet efter mit voldsomme cykelstyrt i mandags, helt ligesom Vingegård var det for nogle måneder siden. Faktisk har jeg samme skader som ham blot ikke en punkteret lunge, men ligesom ham, er jeg kommet mig tilstrækkeligt allerede til at kunne deltage i endnu en Tour til Mallorca. Bevares, ligesom Vingegård så er jeg ikke helt på toppen endnu, men jeg har fulgt med feltet og har ikke tabt hverken tid eller motivation, og jeg ligger lunt i Gruppettoen på stranden. Desværre bliver det ikke muligt for mig at tage fronten mht. badning, soigneur’en på Bispebjerg har sagt nej, så det må jeg holde mig til, men ellers skal denne Tour til Ivory helst ligne alle de andre.
Problemet var bare, at ved ankomst, var der også noget forandret hernede på ferieøen. Temperaturen var omkring 5 grader lavere end den plejer at være, der var overskyet, og det blæste en halv pelikan, altså hvad fanden bilder de sig ind! Det lignede mest af alt en (trods alt…) god dansk sommer med 25 grader og en strid nordenvind, men hallo vi er jo bedre vant, og der var straks lidt panik at spore hos Obersten og damerne. Heldigvis kunne et kig på YR og et dobbeltcheck på DMI bekræfte, at solen ville være tilbage senest lørdag eftermiddag, og at temperaturen igen ville kravle fra 25 til 29 grader idag søndag. Men det der er virkeligt anderledes i år er manglen på englændere og tyskere her på Mallorca, og de er jo traditionelt de folkefærd, som (på godt og ondt) år efter år har fyldt hoteller, barer og restauranter op. For tyskernes vedkommende er de ganske enkelt blevet hjemme for at se EM på diverse stadions i Tyskland, mens det er et større mysterium hvor pokker englænderne er blevet af…?
Gud ske lov ligner Ivory Playa sig selv, og vi har fundet sammen med Jesper Maigård, hans sønner og de andre Mallorca-venner fra Kolding og Esbjerg, som alle er her for gud ved hvilken gang, det er herligt og gør allerede vores ferie til en rigtig hyggelig én af slagsen. Apropos at være her på hotellet tit, så har vi i år 10 års jubilæum og har fået en gave af hotellet, så Anja og Zou kan få sig en god gang massage i Spa’en, og vi kan få os nogle gratis drinks i baren i aften efter middagen, som vi i år kan indtage helt uden at skulle reservere bord takker være ovennævnte udeblivelse af masseindvandring fra de britiske øer og Tyskland.
Nå vi skal følge feltet til restauranten nu, kan ikke tillade os at falde agterud, men jeg skal nok melde mig løbende hernedefra, så selvom man skal undvære Rolf Sørensen på TV2’s transmission, så skal I ikke undvære mine opdateringer om hint og meget, og så håber vi bare, at Vingegård og jeg restituerer fint i den næste uge, således at han kan tage tabt tid tilbage fra Pogacar, og jeg kan tage tabt tid tilbage ved bordtennisbordet og med strandtennis’en, for så ville vi jo være tilbage der, hvor Tour’en igen er helt som den plejer.
Kh Obersten











