Jeg er klar over, at det er store ord, og det kan være lidt af en kliché, men her efter én uge på Ivory Playa er det skønt at konstatere, hvor dejligt afslappet livet også kan være.

Vi ligger på stranden og tidsfordriver hver formiddag, solen giver os D-vitamin og brune ben, alle i familien hygger sig, Peter og jeg skiftes til at have en 2 iskolde 1664 med derned, og der flyver jævnligt parasailere forbi, mens Anja og jeg tænker: I må være tossede at sætte livet på spil på den måde. Vi venter på linen kappes hvert sekund, men heldigvis er det ikke sket endnu.

Mallorca giver os alt det vi har brug for, og hvor andre lider i varmen, og synes det er sygt kedeligt at holde ferie som vi gør, så nyder vi at komme ned i gear og bare snakke om løst og fast, folk der går forbi på stranden, Tour de France, Wimbledon, F1, osv. Det er næsten som at blive gammel for tidligt, men altså på den gode måde, hvis I forstår.

Vi er lykkeligt sluppet for al børne-hurlum-hej, sceneshows og konkurrencer med andre hotelgæster, men vi er i vores bevidsthed klar over, at disse ting hører sig til, for det er jo også sådan, at vi har knyttet bånd hernede til nogle rigtig søde mennesker, som vi stadig ser hver gang hernede.

I aften går turen til en ny restaurant som Jesper Maigård og sønner har anbefalet, de kender ejeren og har igår forberedt ham på, at vi kommer, så mon ikke vi får “special treatment for you my friend” igen i aften?

Og det er det jeg mener, livet drejer sig drejer om mennesker, om forbindelser, om gode venner, om familie, og om at hygge sig mens man kan.

Længe leve livet!

Tak for mange skønne indlæg her på bloggen 🙂
Vi må hellere følge trop.
Vi holder den første varme ferie siden turen til Tyrkiet med mor og far. Ddt bliver rart at få kroppen lunet godt igennem.
Konceptet er bilferie (økonomisk med Caspers firma dollargrin 🙂
Vi tager det stille og roligt ned til Italien, hvor vi har booket et sted med halvpension.
Velvidende, at køerne på Autobahn er slemme i år, har vi lagt ruten gennem tidligere øst Tyskland – Østrig – Italien.
Første stop var Leipzig, en meget kulturel by, hvor man faktisk stadigt fornemmer fornyelse i opbygning, efter mange år i det østlige regi. Vi gjorde klogt i ikke at køre længst første dag, da køerne bestemt også var at finde på vores alternative rute. Godt man har en gps der kan lede udenom stilstandstrafik.
I går ankom vi næsten uden kø til Dolomitterne – nærmere bestemt Corvara. Überskønne bjerg landskaber og her har vi da også været nød til lige at vandre lidt i bjergene inden turen i dag går mod målet nær Siena.
“The Hills are alive 🎶” Indeed…
Wauw – bjergtagende. Ærgerligt det koster tre gange så meget at besøge det når sneen ligger der. For det er sikkert fantastisk at stå på ski her. I mellemtiden tygger vi på at tage på aktiv sommerferie hernede en dag. Vandreture, badeture, cykelture m.m.

Jeg har været aktiv i haven i dag og først og fremmest fået plukket alle vores stikkelsbær og de modne hindbær. Hvad mon vi skal bruge dem til?

Endelig har jeg brugt det meste af min dag på mit allerførste håndværkerprojekt, jeg skal nemlig lægge fliser rundt om vores bed og jeg nåede da et stykke vej i dag Kan dog ikke få vendt billedet her på mobilen, så I må lige dreje hovedet

Det får man for de Tour ryttere, som dag ud og dag ind i 3 uger kører 150-200km og klarer vilde stigninger med sindssyg fart. Men respekten bliver først rigtig stor, når man selv har prøvet at sidde i deres saddel. Men det har du jo ikke tænker I så…og det er så ikke helt rigtigt. Jesper Maigård og sønner ankom nemlig igår aftes, og sønnerne Thomas og Martin tog straks Caro og Rasmus med i byen, hvor de blev og festede til kl. 5 her til morgen!

Det havde Peter og jeg forudset, så i aftes tilbød jeg Peter at være hans wingman, hans Goose, hans Wallgren idag, og kl. 7 startede vi ud på et par fede ryttercykler med mange gear, som Peter og Rasmus har lejet for en uge lige overfor vores hotel. Peter havde planlagt en rute på 20km hver vej ud til fyret ved Formentor, herunder de 7km op ad en 8-9% stigning på en bjergside op mod fyret. Fint nok tænkte jeg, 40 km burde være OK selv for én amatør som mig, også selvom vi havde delt et par flasker vin, havde fået spansk brandy til kaffen og sluttet af ved midnatstid med et par store fadøl i baren på hotellet sammen med den altid festlige Jesper Maigård.

Det gik strygende ud til bjerget, men så ramte vi den berømte mur…hold nu op det var en dræber, og efter 3km’s bjergkørsel måtte vi have en drikkepause. Vi kom op og nedkørslen var vild, turde ikke køre mere end 55km/t max. hastighed ned, tænk hvis bremserne svigtede…Ha ha og slapsvans tænker I måske, men da vi kom hjem og kiggede på kørecomputeren stod der, at vi havde kørt 21,2km i gennemsnitsfart på de 40km, vel at mærke med bjergkørsel inklusiv.

På vej hjem fandt vi en café i Pollenca bugten, her blev en croissant og en Cafe con leche slugt og pausen gjorde os godt, vi kørte de 12km hjem derfra med 32km/t i gennemsnit og følte os lidt som Tour de France ryttere med skiftende føringer og læ på hjul fra den hårde sidevind :-).

I skrivende stund står det så klart, at Wallgren ikke formåede at holde Aru i den gule førertrøje idag, forhåbentligt tager de den tilbage, men respekt alligevel til alle Tour rytterne og til Peter og Rasmus, som begge på hver deres måde medvirkede til en fed oplevelse for obersten idag.

Nu kan man så sidde her og skrive til Jer og nyde sin drink og udsigten til havet og Alcudia bugten med god samvittighed. Spørgsmålet er blot, om mountainbiken derhjemme skal skiftes ud med en ryttercykel i al respekt?

Oberst Jespersen

I kender nok alle det gamle udtryk her, og for mig blev det relevant igen her til eftermiddag under dagens Tour de France etape, som jeg sad og så sammen med Peter og sønnen Rasmus.

Vi elsker at sidde og se Tour sammen over en god øl, men vi elsker altså ikke at sidde og se Fuglsang udgå. Vi elsker at se en franskmand vinde på Bastille-dagen og at se Contador angribe igen samt tage tid på favoritterne, men vi elsker ikke at se Fuglesang udgå. Vi elsker at se Yates, Landa, Qintana, m.fl. tage tid på Froom, men elsker ikke at se Fuglsang udgå.

OK, så er det vist nok om cykelløb og Fuglsang idag, men det var da trist at se ham udgå. Vi elsker at solen stadig skinner hernede i Alcudia, og at vi ikke bliver forbrændte pga. verdens bedste solcreme P20 fra Riemann (prøv den), men vi elsker ikke, at vi har været så forblæste hernede idag, at vi ikke kunne være ved stranden.

Vi (altså mig obersten – ja lidt royal har man vel lov at være), elsker, at det nu er tid til en Blog og en ventende drink, men vi elsker ikke, at Anja, Anne og et par af pigerne igår måtte vente mere end 1 time på en taxa for at komme ind til Alcudia havn, hvor vi andre ventede med vin og mad på Piero Rossi.

Vi elsker at alle hernede i Camp Mosegård er kommet i laveste feriegear, og at Jesper Maigård og sønner ankommer til Alcudia idag. Men vi elsker ikke, at russerne og mange andre er begyndt at ankomme til Mallorca på bekostning af Egypten, Cypern, m.m.

Lad os alle elske!

Obersten

Lad det være sagt med det samme, vi nyder det i fulde drag hernede. Vejret er perfekt, stranden virkeligt lækker ren med krystalklart vand og selskabet med Anne og Peter samt børn er helt som det plejer – gnidningsfrit og afslappet. Men der er noget ved de herningensere, som vi ikke finder hos nogen andre vi kender eller har kendt hernede, og jeg har brudt min hjerne med at finde ud af, hvad det er.

En delkonklusion kom idag, og den har flere elementer. De er bare nogle proffer i mange aspekter af livets uransaglige sandhed. Lad os tage nogle eksempler:

De står sindssygt tidligt op uanset udskejelserne aftenen før og sætter sig på ryttercyklen for at køre 70 km i 33 grader med en gennemsnitshastighed på 30km i timen (men heldigvis bliver de så også trætte før os andre om aftenen, ellers var der da ingen retfærdighed til).

De slår os i bordtennis, selvom vi da nok troede dette var en umulighed…men så igen, man skal jo også bare stå tidligt op for at kunne gøre dette.

Måske vigtigere er det, at de har en optimisme, en glæde ved samværet og ved livet som familie generelt. Vi kan jo genkende dette i vores egen familie, og her vil jeg nok karakterisere os som ligeværdige proffer.

Nu er det så I tænker, jamen er der slet ikke noget, hvor vi er proffer og de er amatører? Jo, det er da heldigvis, for vi er proffer i at udpege gode restauranter i Alcudia, og her er vores Herningensiske venner amatører, det fandt vi ud af igår. De tog os med til en “super steak-restaurant”, en kæde ved navn Dakota Tex Mex. De fleste bestilte burger, og det gjorde obersten også, men jeg kan her afsløre, at det var umuligt at idenficere (og her mener jeg på smagen og konsistensen), om kødet var hest, kalv, flæsk, okse eller noget helt tredje sammenpresset stads.

Derfor har profferne fra Camp Mosegård befalet amatørerne fra Herning, at vi idag tager ind til favorit-italieneren Piero Rossi på molen, hvor de har de bedste pizza i byen og god, altså rigtig god, Mallorcinsk rødvin. Vi må håbe, at vi efter i aften ikke er lallende amatører…

Velbekomme og tak til alle Jer dejlige mennesker i vores familie.

Obersten

Sæt Jimmy Conners og Bjørn Borg op imod Rafael Nadal og Caroline Wozniacki, hvem tror I vinder den kamp? De gamle aka Peter og undertegnede spillede en heroisk bordtenniskamp mod de unge aka Sofie og Rasmus, men det er som om de gamle og de gode gamle dyder ikke længere er nok til at vinde over den unge generation.

Her snakker jeg ikke blot om en bordtenniskamp, som Peter og jeg naturligvis tabte, men om hverdagen, ferien og de små ting vi gør og oplever, og som gør os kloge – vores alder taget i betragtning. Er det f.eks. klogt, når jeg her til morgen ikke kan huske, om jeg fik afregnet rigtigt med Peter omkring middagen igår? Nej, men det føltes sku’ da meget klogt igår, da jeg til middagen bestilte en flaske nr. 2 af en fremragende top Mallorcinsk rødvin og derefter fik gratis champagne af restaurantejeren, og derefter fik Hierbas (Mallorcinsk Krydderurte-digestif) til kaffen. Så tror da pokker, at jeg ikke kunne huske den slags helt igennem unødvendige detaljer inden sengetid eller næste morgen for den sags skyld…

Det er hårdt at være tilbage på Ivory Playa, der er så meget man gerne vil nå og nå at vise vores venner. Jeg forventer stor forståelse fra alle Jer i familien, I kan som mine nærmeste forstå det pres, som man lægger på mine brede skuldre hernede. Jeg får jo stress må I forstå, tænk bare på alle de restauranter vi skal nå igennem, de Mallorcinske vine der skal smages, de drinks der skal serveres på balkonen med den fede havudsigt, de ture langs stranden, der skal vises frem, de kolde 1664 man skal nå at indtage ved poolside, osv.

Hvornår skal man få tid til at læse sin bog?

Har I medlidenhed med mig (mest) og min familie, så like dette Blogindlæg, så jeg ved at min familie støtter mig i denne svære ferietid. Når jeg kommer hjem opretter jeg en Facebook side med crowdfunding til at hjælpe folk som mig, der har det svært med ferie og det pres vi lever under!

Tag nu bare dette simple og meget aktuelle eksempel, for mens jeg sidder og skriver til Jer – min nærmeste familie – så beder min kone mig gå i bad snarest, så vi ikke kommer for sent til restauranten. Jeg mener, her sidder jeg med en drink og en blog på den altan jeg elsker, og med den udsigt jeg elsker, og så skal det hele slutte nu, det kan man da ikke mene…

Farvel indtil imorgen, håber I føler med mig.

En presset Oberst

Radiovært er man jo ikke, men låne et “radio-citat” af Robin Williams må man vel godt? Da vi ankom til Ivory Playa var klokken nemlig 2.30 i nat, og nattevagten på hotellet sagde godmorgen til os…så ved man, at Norwegian igen har været forsinket, denne gang knap 2 timer. Grunden? Jo ser I de havde et hold på 12 multihandicappede med fra sidste destination, og de skulle alle have 2-3 Falck folk hver til at komme af flyet, og det havde Norwegian ikke lige fået bestilt!

Vi var rasende, men det nytter jo ikke noget, så vi faldt hurtigt ned igen, da vi endeligt kom til Mallorca og kom ud at køre med en rigtig indfødt Mallorquin, han var super hyggelig.

Helt genialt har hotellet givet os værelser lige ved siden af Anne & Peter, og tilmed lige overfor en anden af Anjas skoleveninder fra Odense Uni, så vi hygger i stor stil, og tager da også ud og spiser allesammen i aften.

Faktisk har vi været lidt nervøse denne gang, for vi har jo netop givet Anne & Peter samt Iben og hendes mand vores varme anbefalinger til at prøve Ivory Playa, og de kom allerede i onsdags. Tænk hvis de ikke har samme smag som os? Tænk hvis de synes hotellet er skod osv., I kender det sikkert fra Jer selv, man vil jo nødigt skuffe nogen…men heldigvis er de begejstrede, så alt er godt.

Er der ellers noget nyt at berette? Ja, vi ankommer hernede med 4 helt nyindkøbte bordtennis bat, Ivory mesteren i år vil virkeligt kunne prale, der vil ikke være nogen dårlige undskyldninger for nogen at læne sig op ad, så vi siger “Let the games begin”, og som sædvanligt vil vi prøve at sende Jer en næsten daglig hilsen.

Spil!

Læs videre Goooooooooooood morning Alcudia →