VCTA 2011

Både Anja og undertegnede er tilmeldt Vi Cykler Til Arbejde (VCTA), som løber af stabelen her i maj måned. Det er skønt at cykle og at cykle til arbejde, men det er også en logistik udfordring af en anden verden. Anja har ca. 10km til Ballerup og jeg har ca. 18km til Brøndby.

Altså det positive først:
Det er hamrende godt for dit helbred og din form, og man bliver klar i bolden til en hektisk arbejdsdag, selvom det kræver man står lidt tidligere op, hvis arbejdsdagen skal starte kl. 8.
Det er godt for familiens økonomi, idet man sparer km og benzin på begge biler, ligesom vi sparer på vandregningen fordi vi bader på arbejde.
Det giver goodwill og misundelige blikke både på arbejde og i skolen, når man kommer i fuld udrustning og ser lidt lidende ud 🙂

Udfordringerne:
Bevar smilet og motivationen når du bliver overhalet af professionelt udseende cyklister i det rigtige tøj på de rigtige cykler selvom du kører på max. belastning…
Forklar din chef at du ikke kan være på telefonkonference med cheferne i USA fordi du skal 1 time tidligere afsted for at hente pigerne til badminton.
Nå at køre hjem for at puste ud og køle af inden du skal ud at handle, og så i øvrigt være hjemme, så der kan laves mad inden der er svømning kl. 18.15 med Sofie.
Kombiner alt dette med ugentlige smårejser til Frankrig, Tyskland, osv. samt et par LC møder, en golfaftale og en tilsyneladende uendelig række af vært-/værtinde- og fødselsgaver, som skal købes fordi vi er så flinke og pligtopfyldende.

Og nej, det er ikke for at få medlidenhed jeg skriver denne blog, det er blot for at konstatere, at det i dagens Danmark ikke er en ubetinget fornøjelse at deltage i storstilede “feel good” kampagner. Det kan selvfølgeligt også være, at vi gør noget forkert, men hvordan fanden får andre mennesker på det danske arbejdsmarked tingene til at hænge sammen med en deltagelse i VCTA el. lign?

Vi melder os til for at få motion, være med i firmaets holdånd og bidrage lidt til at nedsætte CO2 udledningen, og hatten af for den gode sag og de mange tramp i pedalerne. Bevares det er da en god fornemmelse, og der er kommet et stærkt ønske om en mountainbike til farmand i familien, men vores liv kan ikke leves på den her måde lige nu, måske om 5 år…

Sunde og lidt trængte hilsner

Camp Mosegård

2 tanker om “VCTA 2011”

  1. Flot at I er med, men det viser også hvorfor det kan være rigtig svært i dagligdagen: Det tager simpelthen bare en del mere tid.

  2. Hej Camp Mosegård

    Jeg er helt enig. En gang imellem kan jeg cykle på arbejde. (Jeg har ca. 11 km). Men det er lidt af et projekt at:
    1: Cykle afsted hjemmefra kl. 6.45. (Jeg skal flexe for at nå at hente på cykel i den anden ende)
    2: Bade på arbejdet og folde en krøllet silkekjole ud fra cykeltasken.
    3: Jeg plejer som regel kun at cykle, når årstiden byder på lyse morgenstunder – og på dage hvor jeg ikke har møder. Jeg prøvede en enkelt gang at cykle en mørk morgenstund. Det var virkeligt spændende…jeg cykler jo ad Knudemosestien sydpå og igennem Gurre landsbyen inden jeg møder Nyrup. I øvrigt en fantastisk smuk tur. Jeg nyder det meget når det sker. Men jeg skal hilse og sige at køerne står tidligt op. Således var jeg ved at vælte af cyklen, da en ko pludseligt brølede godmorgen ind i fjæset på mig. Den stod såmænd bare tæt op ad hegnet og har helt sikkert fniset i koskægget da jeg satte ekstra speed i pedalerne. Selvom jeg var godt udstyret med lys kan man jo ikke lyse særligt meget til siderne….
    4. Ih, man dufter godt når man braser ind i børnehaven den sene eftermiddag efter 11 km ræs for at nå alting i tide.
    Motion er en god ting. Men kan ikke nødvendigvis blive til og fra arb. for en glad nordbo 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *