Portugal dag 1

Det er stunder som denne, på altanen foran Middelhavet med bølgernes larm og solens varme, at jeg meget tydeligt mærker lykken. Det mærker jeg også hver dag derhjemme med min dejlige mand og mine skønne børn, men det er utrolig stærkt, når jeg tillader mig selv at slippe hverdagsræset. Lykken er ro. Ro i sjælen. Og det får jeg af disse kæmpestore Atlanterhavs bølgeskvulp. Jeg fik det også, da vi i fredags stod ude ved Hulerød strand 500 meter fra vores sommerhus. Det må være fordi jeg er vokset op ved Vesterhavet, vand er min terapi.

Og da vi landede her på vores hotel i dag og fik frokost ved stranden, fik et værelse på 4. sal med altan lige ud til vandet og den skønneste udsigt og bagefter tog en gåtur langs stranden og mærkede Atlanterhavets 14-15 graders kolde vand på tæerne, så tog mit 300 km/t tempo sig lige et dyk.

Det viser sig, at Sesimbra har sit eget mikromiljø, som åbenbart er varmere end Lissabon, så i går havde de 22 grader og i dag når vi op på det samme i solen, så folk solbader og svømmer i det kolde hav. Atlanterhavet er 14-15 grader året rundt åbenbart og det betyder også, at det er noget af det bedste fisk, man kan få her i Portugal siger de på hotellet. Bedre end Thailand, Maldiverne og alle de steder, hvor vandet er varmt. Der er også 61 skaldyrsrestauranter her i byen, så vi kommer uden tvivl til at få meget fisk hernede 😉

Der er helligdag hernede i dag også, hvilket betyder, at der er folkestimer hernede ved vandet. Folk hænger ud, drikker drinks, spiser fisk. Børn kører på rulleskøjter og leger, der kører en fodboldturnering i sandet med bare tæer og en kæmpe skare af publikum (det er åbenbart en stor begivenhed i denne lille by :-)). Vi nyder det og skal om lidt op og prøve poolen på toppen af hotellet, men jeg har varslet Peter, at inden ugen er omme, så må vi hoppe i Atlanterhavet. Det kræver nok lige et par dages overtalelse 😉

Imorgen står den på Aeroira One kl. 10.00. Vi glæder os til at rapportere om banen og sender et kram til jer alle.

En tanke om “Portugal dag 1”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *