Sportstossernes paradis

Er der mange, som kalder Mallorca, og vi bidrager måske også lidt til denne betegnelse med diverse aktiviteter under ferien, hvilket jeg vist allerede har underholdt Jer med i tidligere indlæg. Men er det for meget kan man spørge sig selv, for er det ikke ferie, og skal man ikke kunne gå til supermakedet, til bageren, på restaurant eller bare gå en tur uden, at én eller anden tosse af en turist kommer løbende, cyklende, sejlende eller surfende imod dig i det nyeste tøj eller med det nyeste gear og ligner en reklamesøjle for Adidas?

Er det bare en trend i tiden eller er disse sportstosser overrepræsenterede hernede på Mallorca? Når talen falder på cykling, så er det helt sikkert tilfældet, og danskerne er sammen med tyskerne de værste, de er overalt, og det føles som en epidemi! OK, det er faktisk lidt sjovt at slide rumpen og få åndenød på den tohjulede, det fandt jeg jo selv ud af, og det giver også Tour de France kiggeriet en ekstra dimension, må jeg indrømme, men tænk på hvor meget sved de udleder i atmosfæren…skulle der ikke findes en afgift på det?

En anden geuppe er løberne, de er på stranden, på gaden, i bjergene og på vej til supermarkedet, og mange af dem ser ud som om, de løber bare for at blive set…Ja om morgenen, når jeg ved 8.30-tiden går min 5km tur langs stranden, så møder jeg de første 40-50 gale løbere, de fleste med hørebøffer på og i stramme tights (ikke altid positivt…). Tænk på hvor mange løbesko de slider og smider ud hvert år, det forurener da helt vildt!

Vi nøjes heldigvis med at spille bordtennis mod Maigaard (og vinde) samt andre der tør stille op, frekventere fitness centret indimellem og så ellers give den fuld gas med livsnyderiet, så os skal de ikke kalde sportstosser. Vi tager f.eks. helt og aldeles afstand fra at løbe over 5km, vi ligner højest en reklame for en genbrugsbutik, og sidst men ikke mindst, så forsøger vi hver aften at spolere ethvert element af fysisk form…

Det er jo en familieferie det her, hør nu hvad jeg siger alle I egoister og Adidas-sportstosser.

Oberst Jespersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *