Det er da for galt

Det er da heller ikke nemt at få lov til at holde på sin rytme og traditioner, hvad fanden ligner det egentligt?

Stå sent op, tage til stranden, blive lidt rød, få en god frokost så man har behov for at en lille middagslur, efterfulgt af lidt tid ved poolen og endeligt er det drinkstid. Lyder det ikke meget nemt og lige til?

Men så vågnede man kl. 7.30 og kunne ikke sove længere! Så var hele den lokale befolkning ved stranden idag, hold nu kæft det var som fluepapir. Rød kunne man fandeme heller ikke blive, for nu er vi allerede så brune. Frokosten var egentligt OK, men der manglede da noget rødvin til osten. Middagsluren blev sløjfet, fordi der skulle soldyrkes max. her op til hjemrejsen om nogle dage, og poolen var beboet af små skiderikker der non-stop hoppede i fra kanten som om de var Duracell batterier.

Så er det da godt, at det endeligt er drinkstid 🍸, pyha hvad skulle vi gøre uden den?

Hvis dette lyder som det reneste og pureste opspind, så er der noget om det, for manner vi vil ikke hjem herfra, og om 5 minutter kommer de dejligste venner fra Åbenrå på besøg til en drink på vores balkon med havudsigten, så bliver det ikke bedre.

De største hilsner

Jesper

Californien (V)

De sidste to dage har vi kørt fra Santa Barbara til Monterrey med stop i Big Sur Lodge på vejen. Highway 1 har levet op til forventningerne: Sikke en flot natur.

Pfeiffer Beach
Pfeiffer Beach – klik på billedet for fuld størrelse…

Skønt at være tilbage!

Lad os slå fast med det samme, at vi er OK hernede, selvom der har været radio-silence de sidste par dage. Ja vi er kede af, at det var umuligt at opretholde den fine kadence fra de første dage, men det har været nogle ret travle og ualmindelige dage hernede i Alcudia.

Tirsdag var vi sammen med familien fra Åbenrå oppe på Mont Victoria og spise på den fantastiske restaurant Mirador de la Victoria på toppen af Victoria-bjerget med udsigt til Pollenca bugten. Temperaturen var ikke helt som vi plejer, og vinden var tiltagende, men vi havde en kæmpe oplevelse og fik set den smukke solnedgang, som restauranten er kendt for. MEN det var tydeligt, at noget var begyndt at gå helt galt.

Vi er jo heldigvis ikke i Nice, så det kunne være værre…men vi har ganske enkelt haft en række dage med dårligt vejr, hvilket hernede vil sige mange skyer, let regn (første gang vi oplever det hernede) og temperaturer omkring helt uacceptabelt lave 24-25 grader. Kombiner dette med en mærkbar vind, og så har man en Mallorcinsk vejrkatastrofe, som tvang os til alternativ ferieplanlægning.

Onsdag morgen fik vi de bekræftede meldinger om vejrkatastrofen, så velvidende, at Carolines veninde Kajsa ankom onsdag aften, besluttede vi hurtigt, at hun skulle ikke herfra med traumer om vejret og vores mærkelige hang til Mallorca. Vi satte hurtigt plan B igang. En tur til Palma straks torsdag morgen kunne måske redde os (og Alcudias image). Vi havde fået et tip om en taxa til 5 personer, der kunne bestilles forud, som tog den halve tid og kun kostede det dobbelte af bussen, så vi slog til. Uheldigvis for os, så viste taxaen sig kun at være beregnet til 4 personer, men hvad betyder det i Spanien, hvor “anything goes”. Heldigvis er Kajsa slank og forstående, så vi strøg til Palma i lynfart og fik set den smukke katedral, fik en en dejlig frokost på en helt autentisk restaurant (som vi fandt ud af er nævnt i Lonely Planet guiden), samt ikke mindst fik shoppet.

Heldigvis er begge mareridt med vejret og shopping overstået nu, og vi er idag tilbage i den traditionnelle “Sol-hele-dagen-vi-bliver-monster-brune” mode, som I kan se ved selvsyn på billedet.

Det er i sandhed dejligt at være tilbage.

Obersten

Endelig bliver det vores tur, meeen

I morgen eftermiddag bliver det endelig vores tur til at gå på sommerferie. Hold da op hvor har det været en lang sidste uge for os alle, med undtagelser af tirsdag hvor børnene havde en dejlig dag med Menne og Finn blandt fisk og andre sommerturister – tusind tak for den dag 🙂

Vi drager afsted til Fanø som sædvanligt, og da der ikke er internet derovre, er vi lykkeligt fri for at være på de elektroniske medier – hvis det ikke liiige var for telefonen, der på ganske glimrende vis kan skabe netværk. Men det lader vi på lange stræk som om, at den ikke kan 😀

Men som overskriften antyder, venter ikke ren ferie. Der er et hus, som skal tømmes. Og jeg er klar til at give den en ordentlig skalle sammen med Marianne (tror jeg nok).

Så derfor skal jeg lige være sikker på, at alle er klar over, at det er nu eller aldrig, hvis der er nogle ting, som ikke skal smides ud eller sælges.

Giv mig et praj – især jer nede fra Mallorca, som jeg ved ikke har været systematisk igennem tingene. Vi kan ringes/skrives ved.

Ellers må I nyde det i London, Californien, Mallorca og hvor I ellers befinder jeg i verden. Det slår nu ikke Fanø på en god sommerdag ☺️

Det er jo mandag…

Er mandag ikke altid en lidt kedelig dag? Når den som i Danmark så ovenikøbet er grå og regnfuld, ja så kan en mandag udvikle sig til lidt af en udfordrende tørvetriller. Sådan har man det heldigvis aldrig rigtigt her i Alcudia, dertil er der for det første dømt for meget sol, og for det andet, så er det med at kede sig faktisk en del af konceptet med at komme herned.

Det koncept har Caroline så ikke helt forstået. Hun bruger dagen på Beachvolley med P5-Jespers søde sønner og kærester, så er hun lige hjemme ved drinkstid, bader og spiser med os, og så er det ellers i byen eller til privat beach-party, hvor jeg er sikker på, de heller ikke helt forstår konceptet med at kede sig…

Vil man virkeligt kede sig hernede, så lægger man sig ned til poolen med sin bog og håber på, at ingen af de få ellers hyggelige medrejsende tiltaler dig, når de går forbi. Men det er svært, for Jens fra Åbenrå giver gerne en kold øl ved poolside, og det siger man jo ikke nej til vel? P5-Jesper snakker gerne én et øre af og underholder med historier, eller lover at spille musik kun for far/farfar Anders i P5 Morgen, hvilket faktisk er meget hyggeligt. Skulle man undtagelsesvist have held med at gemme sig i skyggen, så finder vores allesammens hotel animator Josh dig og gentager, hvor sej Sofie er til at danse.

Hvorfor siger han så det? Fordi han har noget have det i! Som 15-årig deltog han ved VM i Hip Hop i Las Vegas sammen med en anden dansk dreng ved navn Nicki. Josh var ganske enkelt ufatteligt god til at danse, men mistede lidt lysten til konkurrencedans som 18-årig, hvor han havde været hele verden rundt til diverse mesterskaber og deltaget i mange fine forestillinger. Nu danser han bare for os her på Ivory Playa, og det er ærligt talt lidt af et privilegium. Josh og hans forældre var også helt centrale figurer i den omsorg Caro og Sofie fik sidste år, mens Anja og jeg var på hospitalet. De var helt fantastiske, og tog pigerne til sig som deres egne. De har således en speciel plads i vores hjerter, så igår tog vi Josh med at ud spise på hans fridag. Vi valgte vores favoritrestaurant italieneren Pierro Rossi og fik geniale pizzaer og Mallorcinsk rødvin, men mest af alt, så fik vi fortalt Josh, hvor glade vi er/var for den hjælp hans familie gav os i en nødsituation.

Nicki var så iøvrigt én af Sofies dansetrænere (sammen med Ninni brothers) på den nyligt afholdte Danseplaneten Camp, og han er ifølge Sofie stadigt sygt god til at danse, men det er en helt anden historie, som I må få ved lejlighed.

Nu vil vi tage ud og kede os på en kedelig restaurant i det gamle Alcudia, mon det lykkedes…?

Kh

Jesper

En stille dag

Igår aftes ankom kavalleriet som ventet til Alcudia helt fra Åbenrå. Anført af major Jens landede de på Ivory-basen kl. 2100 og sørgede straks for at rekognocere bar-området, hvor Camp Mosegård havde forskanset sig iført korrekt uniformering. Gensynsglæden var stor, og alle depoter blev tanket godt op efter den lange rejse.

Da baren lukkede flygtede begge kaserner til et afsidesliggende højdedrag ved forpost 413, der, som allerede nævnt i tidligere logbøger, råder over et strategisk godt geografisk overblik. Nu var det sådan, at Åbenrå kasernen virkede dehydrerede, og Camp Mosegård stillede således venligt diverse nødvendig forpejning til rådighed og sørgede for, at vi først forlod vores vagt, da vi var 100% sikre på, at ingen rørte sig på kamppladsen og ingen så os, da vi forlod åstedet.

Sådan gik det til, at hele Camp Mosegård fik orlov til at sove længe idag og først præsenterede sig ved pool-side kl. 1100, og sådan gik det til, at det blev en en stille dag.

Mallorca viser sig iøvrigt fra sin absolut bedste side. Jeg mener, hvorfor er Mallorca så populært?
Der er ca. 32 grader i skyggen og en let brise, hvilket betyder, at man kan være udenfor hele dagen og ikke har brug for nogen trøje om aftenen. Solcreme er påkrævet og skygge er påkrævet i løbet af dagen, men begge har vi i overflod, så no problemo. Læg dertil at Grækenland og Egypten har lidt problemer så er det klart, at Mallorca er attraktiv, selvom det nok er en smule dyrere end f.eks. Grækenland.

Det er altsammen meget godt, men det vi også elsker ved Mallorca er, at der ingen irriterende dyr er, og da slet ingen farlige dyr. Ja OK, det skulle da lige være den luskede Sofiemus, som synger og danser sine ofre helt kulrede, eller den ekstremt farlige Carolinse, som fotograferer alt omkring sig og med lynhurtige bevægelser lammer sit bytte, eller den snedeige og utilregnelige Løvanjan, der ligger hele dagen dovent i solen for pludseligt at angribe med en enorm fart og effektivitet. Endeligt kunne det være skorpionen Jesporen, der i folkemunde bare kaldes Mahou opkaldt efter den ekstremt kolde og lidt slappe lokale øl…

Vamos

SCAJ

De små glæder

Så er der igen nyt fra Alcudia. Administratoren af Bloggen må jo sige til, hvis jeg spam’er sitet, indtil da fortsætter jeg ufortrødent!

Derhjemme såvel som på ferien gælder det, at de små glæder nogle gange er de største eller i hvert fald de vigtigste.

Her til morgen blev jeg belønnet med at vågne tidligt (altså 7.30), satte straks en kop kaffe over og satte mig ud på balkonen med udsigt over Middelhavet. Det var vindstille, personalet på hotellet havde travlt med at gøre poolområdet rent nedenfor, og havet stod blikstille derude og kaldte på mig. Læste lige lidt i den nyeste Sara Blædel bog og så elleres på med løbetøjet og ned til en i alt 8km gå-tur langs stranden til Alcudia og tilbage igen efterfulgt af indkøb til morgenmad. Det var allerede varmt, og på vejen kom jeg forbi flere Sunwing familie- og strandhoteller, hvor småbørnsfamilier utroligt nok var startet deres larm og leg ved poolen. Har de da ingen respekt de mennesker??

Nå men det jeg egentligt kom fra var, at hvert familiemedlem skal have lov at gøre det, som de gerne vil på ferien, ellers var det jo ikke ferie vel? Så Sofie optager poolen og glæder sig til 2 veninder fra Åbenrå (mødt under tidligere ferier på Ivory Playa) ankommer i aften, de har naturligvis koordineret alt via Facebook på forhånd…

Caro er som sagt faldet i hænderne på Jesper P5-værts børn og kærester, så hende ser vi ikke meget til, hverken om dagen eller om natten…

Anja prøver seriøst at læsse stresset fra Nets af ved at læse, slappe af i solen, besøge fitness lokalet og snakke med alle der vil høre – og guess what, det virker!

Jeg giver ikke mine morgener og eftermiddage på balkonen fra mig, for nok er jeg en family-man, men jeg har også brug for rolige stunder og gerne med udsigt! Jamen hvad med ryggen spørger i sikkert? Den har det fint, selvom øvelser bliver der lidt mindre af hernede, men den føles stærkere end længe, så jeg tænker det går.

Men hov alarmen er gået…altså drinks-alarmen, det er tid til refill 😃🍸.

Hygge

Obersten

De gamle kan endnu

Dagens overskrift henviser til flere forskellige fakta, som jeg idag har fået bekræftet:

  1. Mor/farmor Kirsten fejrer idag sin 69 års fødselsdag og er stadig velinformeret om sine børn og børnebørns færden i den store verden.
  2. Obersten og Thomas Bjørn har begge været nede med rygskader, men arbejder sig langsomt men sikkert tilbage til eliten i golf. Hold øje med Bjørnen til The Open og med Obersten til Oldes Cup..
  3. Obersten er netop blevet Alcudia-mester i Steenstrup-bordtennisturneringen.

Nok om de gamle, hvad laver de unge? Det korte svar er, at de nyder tilværelsen hernede i sommervarmen.

Sover længe, går i fitness med moderen, Sofie dykker og spiller strandtennis med faderen, alle gør sig lækre til middagen og…Caro skal i byen med nogle super søde drenge fra Vejle. De har adskillige tatoveringer, spiller strandvolley med de seje og går på Banana Club om natten!

Hvad pokker tænker I så sikkert, men forældrene tager det helt roligt, for vi fik drinks med de unge i baren igår, og idag har vi talt en del med faderen, som vi kender fra tidligere. Han er en kendt radiovært fra P4 aften og nu også P5 morgen. Han hedder Jesper, er super flink og taler som et vandfald. Som han siger: De betaler mig for at åbne munden!

OK det kan da godt være, at Anja og jeg ikke kan sove før Caro er kommet hjem i nat, men hvad ville vi selv have gjort i hendes alder? Gået i byen og mødt andre unge! Livet skal leves og ting skal opleves mens man er ung.

Nu skal jeg vist til at slutte denne blog, inden jeg begynder at gøre mig klog på ret meget mere, men uha hvor er det sundt for sjælen at sidde her på balkonen og skrive til Jer, og endnu engang tillykke til mor, håber far forkæler dig idag (også idag).

Knus

Jesper

Alt og intet om Steenstrup familien