Selvom vi aldrig har haft hund, genkender jeg behovet for at få territoriet “pisset af”. Med andre ord: Man skal omkring “hundekurven” nogle gange, før man finder ro. Det blev dagen brugt på. Uden kort, uden fordomme og uden mål vandrede jeg rundt i den kystnære del af Fuengirola. Studerede folkelivet i denne sære blanding af spaniere og mere eller mindre langtidsboende turister. Gennemsnitskarakteren af sidstnævnte passede meget godt på mig – bortset fra opholdslængden: Ikke for langt fra et værtshus, let floromvundet, let kontaktsøgende og ikke begejstret for at sidde i solen. Vejret er fremragende og grundtemperaturen altså højere i længere tid af dagen.
Min yndlingsbeskæftigelse – fortovs-cafe-betragtning – har ikke været dyrket til en sådan perfektionisme, siden de gode gamle Frankrigsdage!!
Der er et skønt kæmpe-morgenbord inkluderet på hotellet, og med en stor lækker skinke-/ost toast til frokost har jeg været velforsynet med fast føde, tak!
Om 2 timer skal jeg mødes med Vibbe, og jeg har inviteret hende på paella og har fundet strandbaren, hvor vi håber på plads. Spanien synes at have levet højt på kriser ved andre sydlige turistmål. Jeg har printet Caspers billede fra Jul/Nytår ud for at forsøge at redegøre for den befolkningseksplosion, som Mor og jeg har et medansvar for.
Gud hvor er vi lykkelige for hvert skud i bøssen:-) – og hvad deraf fulgte af småkravl.

Der er noget med jernbanestationer, havne og lufthavne. Udlængsel og oplevelser. Som Farmor havde det, har jeg det nu!
Jeg står op før fanden får sko på for at være der 3 timer før. Hele forspillet er jo herligt – som bekendt i anden sammenhæng!
I dag luntede jeg bare stille og roligt igennem procedurerne, ingen køer eller panik. Så når man første højdepunkt: Ud i det forjættede land mellem land og fly: Butikker, barer, menneskemylder, forventningsglæde og store personoplevelser, hvis man har øjnene med sig: 3 håndværkere, som skal til udlandet baseret på 3 hel-liters fadøl og 3 triple Fernet Branca. Så er jeg klar over, at jeg fortsat er amatør-alkoholiker. Den – måske – enlige mor, som kæmper en kamp for at gøre 2 små børn tilfredse i et stresset øjeblik mellem afgang (fra hvad) og ankomst (til hvad)?
Norwegian var rettidig (hvad er det lige, jeg gør) og tænk Jer: Hvem havde 3 sæder for sig selv? Moi.
En perfekt flyvetur, hvor jeg dog ikke kunne få skinke/ost toast men måtte nøjes med Chips. ØØØVVV.
Landet i Malaga fandt jeg uden problemer min kuffert (nr. 1 på båndet – hva’ fanden sker der?) og Shuttle-bus stedet. Den unge henrivende “mørke” pige bad mig vente på baren udenfor, så ville hun hente mig, når bussen ankom. Som sagt, så gjort. Hun stod der med et stort smil og vinkede mig hen til elevatoren til bus kælderen. Jeg huskede pænt på, at jeg er 73.
Vi måtte ganske vist vente 3 kvarter på de sidste bus-gæster, men så blev jeg kørt direkte til hotellet gennem et kalejdoskopisk landskab af smagløse byggerier og strandbyer.
Fuengirola ligner dog mere sig selv til den gode side. Mit hotel ligger 300m fra stranden og Marinaen.
Efter en solid gang spaghetti bolognese gik jeg hjem for at hygge mig med at skrive lidt og summe af – træt men fuld af taknemmelighed over, at jeg kan gense det sted, hvor Kirsten og jeg var på bryllupsrejse og hvor der i morgen venter et gensyn med Vibbe.
Godnat Malaga (var det nu Thomas Helmig, der sneg sig ind??)
Far Anders

Hej allesammen

Igen igen sidder man på et fly “I hendes majestæts hemmelige tjeneste” (nå ja, så i OFS’ tjeneste da), og som altid er det for en agent, hvor “The World is not enough”, vigtigt at have styr på situationen, og det er der i den grad. Satellitkommunikation er etableret, krypteret e-mail sat op, kodeord indtastet, og dermed kan jeg rapportere tilbage til Camp Mosegård og MI6 (Mit Inderste 6’ede HQ dvs. min kone), der som altid, når jeg rejser, sidder tilbage og tænker: “ The spy who loved me”.

Allerede ved check-in blev jeg mødt med “For your eyes only” og en upgrade til business, som var umulig at sige nej til. Der er nok ikke meget “Dr. No” i mig, og som de siger i SAS om deres bedste kunder: Nogle har “Goldfinger”, men “Diamonds are forever”, så her sidder jeg i 11km’s højde og kigger ud af vinduet og forsøger at finde “A view to a kill”, men det er svært fra denne højde, når man ikke har et “Golden eye”, og der er jo heller ikke ligefrem udsigt til en “Moonraker”.

Forret serveres og stewardessen, der for en gangs skyld på en SAS flyvning ligner noget man kan kalde “From Russia with love”, spørger om jeg vil have “Octopussy”, jeg svarer, at det lyder lækkert, men først vil jeg gerne have en Vodka Martini shaken not stirred, og hun kigger på mig, som om jeg var “The Man with the Golden Gun”, der kan bestemme, hvorvidt jeg skal lade hende “Live or let die”.

Efter middagen kommer hun igen og spørger mig, om det var noget med en Calva til kaffen? Jeg tænker “You only live twice”, så jeg tager den, selvom jeg egentligt havde lovet mig selv aldrig at drikke calva på fly igen, men som de franske vinbønder og et godt gammelt ordsprog siger, så skal man “Never say never again”. Nogle kan ikke lide at flyve, for hvis nu flyet lavede en “Skyfall”? Nej var det så ikke bedre stille og roligt at drikke sin calva og tænke positivt, altså jeg tror jeg vil “Die another day”…

Ude på den anden side af vinduet hamrer skyerne afsted, nogle af dem har form som en elefant eller en svane, smukt er det på denne flyvning, som jo foregår under “The living Daylights”. Det kan godt være, at jeg ikke kommer på “Casino Royale” hverken én eller to gange (til de rigtige Bond kendere…) i San Francisco på denne tur, men lever man i nuet, så tror jeg det er et faktum, at “Tomorrow never dies” uanset hvilket “Spectre” man ser dette i.

Til mine kundemøder i denne uge vil jeg prøve at lave noget stort og skabe en veritabel “Thunderball”, som forhåbentligt vil rulle sig stor og give dem en fornemmelse af, at vores nuværende forretning og “The world is not enough”. Men som tingene står lige nu med fibermangel og utilfredse kunder, så kan det blive nødvendigt at få “Licence to kill”, hvis vi som firma skal undgå at dø i et ødelæggende opgør, hvor begge parter ikke efterlader “The Quantum of Solace” til hinanden.

Obersten

Sidste dag og jubiiiii en dag! 🙂

Vejret artede sig nogenlunde, så vi tog en chance og kørte endnu engang ud til Cabo Espichel, hvor vi fik en fantastisk oplevelse. Vi kørte bilen så langt vi kunne og så gik vi resten af vejen ud til spidsen, som I kan se på billedet herunder.  På spidsen ventede os et vanvittig flot syn. Høje klipper, der mødte kæmpemæssige bølger i bunden. En barsk natur og en gudesmuk udsigt.

Ved siden af spidsen på en klippetop længere tilbage ligger en lang lang bygning, der ender i en kirke, som I kan se på billedet herover. Det er bygget af pilgrimme og har siden 1500-tallet fungeret som et sted, hvor pilgrimme kunne komme og finde ro og bede. Der er bygget til og bygget om flere gange siden og kirken blev først bygget i 1700-tallet. Bygningerne er ret forfaldne, men kirken står snorelige og er overraskende smuk indeni. Her har flere malere fået lov at udøve deres kunst med Jomfru Maria som omdrejningspunkt. Meget meget flotte altere og loftsudsmykning, der til gengæld er perfekt bevaret.

På vej tilbage havde jeg registreret et skilt der viste hen mod dinosaur fodspor. Det måtte vi altså lige se. De har simpelthen fundet op til flere dinosaur fodspor – først i 80’erne lidt inde i landet og senere hen 90’erne ude ved klipperne. Vi så her en af de klippesider der engang har været en vandresti for sabrosaurer (de søde og venlige store med lange halse og haler). Se på billedet herunder.

På vejen hjem ligger også Castelo Sao Jorge, som er en seværdighed på toppen af Sesimbra. Da vejret stadig holdt, besluttede vi os for også lige at køre derop og gå en tur rundt i det gamle fort. Det var faktisk meget velholdt, selvom det jo kun er ruiner. Der var også en nyere kirke og en kirkegård, hvor de på deres gravstene sætter billeder på af de døde. De er meget fine. Flere billeder følger herfra, når vi kommer hjem, men her var der jo så også udsigt over både Sesimbra og nationalparken Arribida i baggrunden med bjergene, som vi jo så ikke nåede ind i denne gang.

Hjemme igen gik vi ned og fik os en sandwich og en kage, hvorefter vi slentrede os en tur henad alléen langs vandet. Butikkerne havde alle åbne og det endte med at blive lidt dyrt, for jeg fandt både bikini, bukser og kjole. Så var det alligevel ikke så ringe det tøj 😉

I aften tager vi vores sidste tur på en fiskerestaurant og så skal der pakkes inden afrejse imorgen tidlig. Vi har fulgt med i Masters i fjernsynet hernede, så forhåbentlig kan vi slutte dagen af med at se, om Reed kan fastholde førstepositionen! 🙂

Det var alt for denne gang, vi ses i Danmark, hvor vi glæder os til at komme hjem til forårsvejr 🙂 Knus og kram!

(Vi er i det hele taget utroligt begejstrede for Peter Sommer herhjemme)

Jeg har desværre ingen skønne billeder at dele med jer i dag. Det har regnet og regnet og regnet og regnet….

Vi stod ellers op og kørte mod Cabo Espichel, som er spidsen af denne portugisiske halvø, hvor man går på toppen af høje klipper som i Skotland og kan skue udover Atlanterhavet. Vi havde set billeder på nettet af det og det var kun 30 minutter væk. Det så godt nok lidt mørkt ud, da vi nærmede os og da vi nåede helt derhen begyndte det at vælte ned, så vi ikke kunne se noget som helst. Som i INGENTING. Der kunne lige så godt have været tæt tåge, vi kunne ikke engang se havet, så meget regnede det. Øv, tænkte jeg så med mit store behov for at opleve barske klipper og vand 🙂

Nåmen, hvad kan man lave, når det regner. Vi googlede os til et shoppingcenter i Setubal, en af de nærliggende byer, som er regionens største og kun 30 min. fra Sesimbra også (godt nok i den anden retning, så vi måtte køre en times tid fra Cabo til Setubal!). Havde det været bedre vejr, var vi kørt igennem Arribida nationalparken, der ligger mellem Sesimbra og Setubal – også helt ud til vandet – og skulle være meget smukt. Men eftersom alle bjerge var indhyllet i mørke regnskyer, gav det ikke rigtig mening.

Vi spenderede nogle timer i shoppingcenteret, Peter købte en ny weekendtaske og jeg sagde nej til alt tøj. Fatter ikke den portugisiske tøjstil… Selv butikker som Zara, som jeg elsker i Danmark, har noget helt andet tøj. Alting er korte bluser, der er designet til piger med den perfekte mave, eller også er det blomstret eller på anden vis meget mønstret og så vil jeg dog alligevel rose dem for de MANGE farver. Det er virkelig et syn, men for en bleg dansker som mig ikke så spændende 😉

Så en lidt kedelig dag, men dog utrolig dejlig alligevel sammen med min skønne mand. Bare det at være sammen her os to er en guds gave <3

En lille update på armen, så har jeg en bule tæt på armhulen, smerter især i overarmen og kan ikke strække min arm helt ud uden smerter, så vi har måtte aflyse sidste golfrunde imorgen på Quinta do Peru.  Peters albue er stadig rød og hævet uden han har ondt, så selvom han i princippet godt kunne spille, så er vi blevet enige om ikke at gøre hans albue værre også. Så der kommer desværre ikke mere golfberetning. Så må vi se, om vejret kan være lidt bedre imorgen, så vi kan lave noget 🙂

Good and bad news. Den gode nyhed er, at vi i dag har haft 20 grader og solskin, hvilket betød, at jeg bl.a. fik Peter med i Atlanterhavet i dag! Mere om det længere nede 🙂

Bad news. Min arm er ødelagt. Med fare for at blive hånet af brødrene, så er min arm faktisk fuldstændig ødelagt… Ser I… Al ømhed var væk og vi var totalt klar til golf i dag. Vejret fantastisk og vi skulle gå den spændende Aoeira II bane med de meget spændende vandhuller. Vi kom godt i gang på denne noget mere smukke bane – omend stadig noget ramponeret af de mange gæster.

Jeg mærkede allerede på hul et, at den ømhed jeg havde i højre albue stadig ikke var væk alligevel. Ved hul to skete der noget helt galt i armen, så jeg ved hul tre måtte sige til Peter, at han sket ikke fattede, hvor ondt det gjorde. Ved hul otte brød jeg grædende sammen på teestedet efter jeg havde slået mit hidtil bedste slag OVER vandet og lige på greenen på et par tre hul. Jeg havde simpelthen jagende smerter i armen. På det tidspunkt havde jeg flere huller i streg stønnet hver gang jeg slog og da jeg nu havde slået SÅ godt et slag, så kunne jeg jo ikke stoppe! Så jeg fortsatte efter tårerne var tørret væk og gennemførte faktisk hele banen med en del lyde undervejs og nogle til sidst meget underlige sving, der sjovt nok ikke var helt skidt. Jeg lavede 23 point, reddet af to birdies (en på et par 3 hul og en på et par 4 hul), der gav 5 point hver. Peter lavede 26 point, lidt bedre end i går og selvom han ikke havde ondt undervejs, så har han nu en mega hævet albue, dog ikke ondt som jeg har. Se lige hans albue herunder. Så jeg kan ikke anbefale ikke at spille i 7 måneder og så starte op med at spille 3 runder i streg…. Vi må se, hvordan armene ser ud på lørdag, når vi har endnu en ny runde.

Nåmen, tilbage ved hotellet var der jo 20 grader og høj solskin, så det var nu eller aldrig at få Peter med i Atlanterhavet. Jeg mente, at det vil være godt for vores arme at blive dyppet i det kolde vand og det var åbenbart argument nok 🙂 Vi begav os i badetøj over på den anden side af vejen og ned til stranden og gik direkte ud i vandet. Men HOLD nu op en kraft. Det var SUPER dejligt, men jeg turde simpelthen ikke gå helt ud, for 1) når bølgerne kom ind blev jeg nærmest væltet omkuld og 2) når de trak sig ud igen, trak de mig med. Så jeg fik hele kroppen under i strandkanten i sikkerhed, mens Peter meget modigt begav sig lidt længere ud, men også hurtigt kom ind igen. Uha, respekt for naturens krafter… Vi solede os på fliserne bagefter og snakkede lidt med en engelsk familie med 4 børn og en mere på vej hvor de tre små piger hujende løb væk fra bølgerne. De havde det skønneste grin og det smittede at se på dem rende rundt der.

Nu er vi så på anden G&T, inden vi i aften skal ud til en strandrestaurant, der kun har åbent torsdag-søndag hver uge. Her serverer de overraskende nok: FISK 🙂 og jeg kan godt forstå, at der er så mange fiskerestauranter, det er en vældig god forretning hernede. I morges så vi 25 fiskerbåde sejle rundt og fange fisk uden for vores hotel + de store, der sejler ud om natten.

Imorgen er der ingen planer for første dag her i ferien, så vi må se, hvad det bliver til. Knus til jer derhjemme.

Jeg lovede jo i går et billede fra rooftoppen på hotellet og det bliver det eneste i får fra i går eftermiddags og aftes, da der sådan set ikke skete så meget nyt sammenlignet med de to første dage. Der er udover kig til vandet, som I kan se herunder, også udsigt over byen, men jeg må sende alle billeder, når vi kommer hjem 🙂

Vi stod sent op imorges, da vi havde fået et godt råd om at køre efter morgentrafikken ind til Lissabon og vi var ikke helt utilfredse med muligheden for at sove længe heller 🙂 Vi ankom til byen ca. 11.15 og havde ambitioner om kun at se tre ting: Jeronimo klosteret, monumentet for opdagelsesrejsende og Belem tårnet. Men ak og ve, der var en kø så lang ved klosteret, så vi besluttede os for bare at se det udefra. Tjek lige køen herunder!

Vi fortsatte gennem parken ud til vandet, hvor de har bygget et monument til ære for opdagelsesrejsende. Det er meget fint og yderst på spidsen til venstre står ingen mindre end Henrik Søfareren. Danmark er lille, men vi har alligevel gjort indtryk på verden på mange måder.

Dernæst fortsatte vi til Belem tårnet, der er bygget i 1515-1521. Det var oprindelig en fæstning og blev så senere brugt til statsfængsel og nu er det faktisk anerkendt som UNESCO verdenskulturarv. Vi synes dog ikke, at det var så spændende….

Vi gik tilbage igen forbi det ene museum efter det andet, der ligger ned til vandet, herunder museum for arkitektur og teknologi, hvor de har bygget et meget fint udsigtspunkt til Lissabons helt egen Golden Gate Bridge og deres helt egen kopi af Rio de Janeiros Jesus-figur (som I kan se helt bagerst på den anden side af broen, der kommer nærbillede, når vi kommer hjem).

Her begyndte Peter og jeg så at blive lidt pjattede og tage fjolle selfie billeder, så vi blev enige om, at det var tid til frokost og vi kunne jo faktisk godt nå at se den anden bydel, som vi først havde planlagt til fredag. Vi kørte derfor til Alfama kvarteret, hvor vi først fik tapas og rosevin i strålende solskinsvejr på et meget hyggeligt lille torv. Dernæst gik vi hen til Lissabons svar på en slags triumfbue på en kæmpe plads helt ned til vandet. Der kører stadig sporvogne her, hvilket er super hyggeligt. Men vi var i virkeligheden stadig lidt i pjattehumør – ikke gjort bedre af rosevinen – plus at vejret to et pludseligt skifte til gråvejr, så vi fik taget lidt flere billeder, trisset lidt op ad shoppinggaderne, fik en is og kørte så hjem. Det var bestemt en dejlig dag, men Peter og jeg er nok ikke så imponeret af Lissabon lige umiddelbart.

Anyway, nu nyder vi solnedgangen herhjemme og skal snart ud at spise. Mere nyt herfra imorgen!

Av, av, av…. min hofte og arm. Brødre, jeg fatter ikke, at I kan spille fire dage i streg uden at få ondt alle mulige steder?! Nå, mere om det længere nede. Jeg skal jo lige lave en recap på eftermiddagen og aftenen i går først.

Vi tog endnu engang en eftermiddag på rooftoppen i jacuzzi, pool og sauna. Jeg havde allerede der ondt i hoften, så det var guld værd for kroppen at være i vand. Der er en fantastisk udsigt fra vores hoteltag – jeg må tage et billede til jer, når vi går derop i dag.

Middagen i går aftes blev på en fiskerestaurant helt ned til vandet, som jeg ikke kender navnet på og kan heller ikke finde den på TripAdvisor. Vi gik bare derhen fordi alle de lokale stod i kø i søndags, da vi kom for at komme ind og spise til frokost. Og vi undrede os godt nok lidt, for indenfor var vinduerne klistret op med klart tape for at lukke blæsten ude, gamle stole og bænke og det så godt nok lidt primitivt ud det hele. Men hold nu op, hvor man ikke skal dømme på det ydre. Deres menukort var en stor fiskefestival. Der var 15-20 forskellige fisk, som man kunne vælge. Hvis du er i tvivl om, hvad det er for en fisk, så kommer de og viser dig den. Herefter bliver den grillet og serveret til dig sammen med grillede grøntsager og kartofler. Der var alverdens fisk…. Peter forelskede sig  i en pighvar – 800 gram, som han pillede og spiste rub og stub 🙂 Jeg havde mere lyst til tagliatelle pasta med rejer og flødesovs – altså STORE TYKKE rejer…. nam nam. Og så blev jeg overtalt til en dessert, for de havde så mange og jeg måtte så prøve en af de portugisiske kendinge, som består af alt, hvad de kan lave af deres citrusfrugter hernede: lime/citron pie, mandarinsorbet, appelsin med lime ovenpå. Det var himlen af syrlige ting for mig og til stor morskab for Peter, når jeg indimellem skar ansigt af det meget syrlige – ha ha.

Her til morgen kørte vi så til Quinta do Peru, et meget fint sted i mellem bjerge og det hele ser meget nyt og velholdt ud ift. Aoreira. Vi var begge så ømme, så vi måtte investere i en golfvogn igen for at være sikre på at komme alle 18 huller rundt 🙂 Da vi kommer ud til caddie masteren for at få vores vogn, spørger Peter om hans holdning til vejret og han siger: “There will be shower today”! Okay, tænker vi så og lige som vi kører ud med vognen for at hente vores bags, så vælter det ned. Nåmen, vi er jo rutinerede i regnvejr, så på med regntøj på både os og bags og så er vi klar. Og da vi så træder ud på første tee holder det op og ud kommer det dejligste solskin med 17 grader, som vi endte med at gå rundt i hele dagen 🙂

Banen var noget mere spændende og smuk end Aoeira I og med mange flere bunkers bl.a. rundt om stort set samtlige greens og op langs banen! Vi landede i adskillige og der var op- og nedture ift. at komme op af dem 😉

Det var generelt en svær tur for os begge – både grundet udfordringerne, men ligeså meget fordi vi begge spillede ret dårligt og gårsdagens begejstring dalede langsomt sammen med stigende ømhed i kroppen. Vi var begge ude at lege imellem træerne også – herunder Peter, hvor I kan se, hvor tæt husene ligger og hvor fede de også er. Men jeg skulle nødig svømme i den pool med lidt for mange venstrespillende golfere 🙂

Vand var der også på denne bane og jeg kan afsløre, at alle de steder, hvor man skulle over vandet, kom jeg IKKE over vandet… ej heller i andet slag….

Nåmen tilbage til de ømme kroppe. Jeg kunne de sidste to huller stort set ikke løfte køller og jern mere grundet ømhed i armen og svang dårligt grundet ømhed i hoften, men det forklarede aldeles ikke hele min dårlige runde, hvor jeg stregede halvdelen af hullerne og til gengæld lavede 18 point på de huller, jeg ikke stregede. Temmelig ustabilt. Peter lavede 23, så han vandt igen, men han var heller ikke velspillende i dag.

Vi ser nu frem til en dag i Lissabon imorgen, hvor vi har hviledag fra golfen, så vores kroppe kan restituere. Vi spiller alt for lidt må jeg bare konstatere, men vi er også enige om, at det godt kunne blive en årlig tradition at tage på golfferie, så vi er ikke slået ud endnu! 🙂