Kære Strupper,
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Den grundlæggende positive indstilling – som heldigvis præger os Strupper – har vi haft god brug for i den seneste lille uge i familien.
Skidt at vi sluttede ferien af med, at tre ud af fire har fået en salmonella bakterie med fra Cebu. Godt fordi jeg nu har masser af tid til at skrive et blog indlæg her fra hospitalsstuen på St. Lukes Hospital.
For lige at tage status på salmonellaen først, så er Daniel i bedring og jeg regner med, at vi bliver udskrevet i eftermiddag eller i morgen formiddag, hvorefter Danske Forsikring skal få os på en afgang hjemover så hurtigt som det nu er muligt. Medicinen ser ud til at virke. Anne Mette og Emilie døjer med den Cebu’ske syge i noget mindre omfang, men har været ved læge og får forhåbentligt snart bugt med den drilske lille bakterie.
Som et curiosum kan jeg fortælle, at de klaskede sig på lårene af grin, da jeg fortalte, at salmonella er den helt store frygtede bakterie hjemme. Den ser de slet ikke noget problem i, da den er overalt hernede og de fleste af de lokale bliver ikke påvirkede (deres krop er så vant til den…). Næ, de frygter den langt mere aggressive fætter (eller er det kusine?) tyfussen, som rask væk tager livet af selv lokale hernede. Så da resultatet åbenbarede salmonella som var “ikke-tyfus” arten, klappede de i hænderne og smilede stort. Det tog broden af chokket, som havde forplantet sig i min krop da jeg så “salmonella” ordet. Og så fik de i øvrigt endnu et atort grin, da jeg fortalte, at vi holder æg på køl for at undgå salmonella!
Jeg mener at have fundet årsagen til infektionen. Nede i Cebu – jeg kommer tilbage til selve ferien – benyttede vi os alle af Miks service hver morgen. Mik var den meget søde, men meget stressede unge praktikant, der stod ved “the egg station” og lavede omeletter til folk. Da morgenmaden i øvrigt ikke var noget at skrive hjem om (og det gør jeg så alligevel), var en omelet god til at lægge bunden. Men da Mik var en populær herre, gik det nogle gange lidt stærkt. Og særligt een morgen, var køen lang og Miks stressniveau højt, så han fik langet omeletter ud over disken, der ikke var heeeelt færdige.
Daniels var den omelet, der var mest rå i midten. Det ser jeg nu klart i bakspejlet, fordi skæbnen ville det således, at Daniel faktisk påpegede det selv og spurgte mig: “Far er den ikke lidt rå, kan jeg spise det?”. Gæt hvad overskudsfar svarer? Formentlig rigtig gættet: “Det sker der ikke noget ved”.
Den lille bemærkning har i den grad været ris til r.. Den har kostet en uges ophold på et hospital i Manila! Jeg siger ALDRIG igen, at nogen skal spise en ufærdig omelet uanset hvor i verden, vi befinder os!
Anne Mette og Emilie spiste med stor vellyst deres respktive omeletter, men de var knap så rå, og derfor er de sluppet billigere.
Præcis den morgen valgte jeg – i modsætning til de tre andre – at vente indtil køen var væk, hvorfor jeg fik min omelet senere end de andre og meget well done. Det må da siges at være forudseende: Jeg sørgede for at få min well done, så jeg kunne være frisk til at blive og passe min syge søn!
Nå, nok om selve salmonellaen. Fokus bliver jo lidt på denne lidt kedelige afslutning, men sandheden er, at vi indtil dagen før afrejsen hjem til Danmark har haft en fantastisk ferie.
Fulde af forventning troppede tropperne fra Emiliekildevej op i lufthavnen fredag d. 7. april. Nogle var måske lidt ængstelige over at skulle så langt væk og ned til et land, der er styret af Duterte med hård hånd. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg have gættet på, at Duterte var navnet på en af skurkene i en gammel John Wayne film. Nu er han tilfældigvis præsident, så han er vel hævet over at være skurk (han bliver i hvert fald så betalt for at være det), men ellers er der mange paralleller i hans adfærd til den klassiske skurk – skyd først, spørg bagefter.
Overskudsfar havde brugt megen energi på at berolige tropperne, særilgt generalen (i øvrigt en kvindelig en af slagsen), der meget grundigt og meget hyppigt holdt briefinger for de yngre kadetter om, at de ikke måtte løbe væk, ikke måtte gå alene på toilettet, ikke måtte antyde i lufthavnen at skydevåben eller lignende var en del af bagagen, men til gengæld gerne måtte bevæbne sig med litervis af creme for at beskytte sig mod den største skurk af alle – selveste solen.
Selv om vi med militæragtig præcisiom stod op, da vækkeuret ringede, lykkedes det ikke at holde os til tidsplanen (nogle af de mest skarpsindige blandt denne eksklusive læserskare vil ikke være overraskede over at erfare dette), så planerne for shopping, morgenmad fra Lagkagehuset og almindelig summen rundt i lufthavnen blev kondenseret ned til lynshopping, der var usædvanlig målrettet selv fra generalens side og en lynmorgenmad hos Steen & Ole, der lagde en solid bund, da den skulle indtages hurtigere end godt var. Men overskudsfar havde jo lovet det til de unge kadetter, og en overskudsfar holder vel hvad han lover – mavepine eller ej…
Turen med Singapore Airlines gik fint, selv om overskudsfar (igen) havde taget fejl, så vi til ingeniør kadettens store fortrydelse hverken kom til at flyve med en dobbeltdækker (ja altså Airbus udgaven, ikke London typen), eller Jumboen. Men flyet fløj selvom det var i een etage, og servicen var upåklagelig.
Noget trætte efter 12 timer, hvor især mindst kadetten meget ihærdigt forsøgte at undgå enhver form for hvile med stor succes, ankom vi til Singapore. Fin lufthavn med god plads og behagelige indre haver til at fremhæve det kunstige indtryk (!), men også meget dyr. For jo – såvel generalen som den mindste kadet lod sig ikke mærke med, at vi havde fløjet i mange timer, da først butikkerne med deres glans bød sig til. Generalen fandt med vanlig sikker sans for at opsnuse de gode tilbud, en butik med 70 pct. nedsættelse, hvilket gjorde det muligt at erhverve et par shorts til en nogenlunde almindelig pris. Så har man været der op plantet et flag, synes hun at tænke…
Et lille hurtigt hop (nogle få tusinde kilometer) senere, ankom hele truppen fra Emiliekildevej godt møre – dog havde selv mindste kadetten måttet overgive sig til søvnen i de tre timer turen varede, for vi havde jo faktisk sprunget en nat over. De tre timer viste sig at være nok, og ingen i familien har mærket noget til jetlag på turen!
Gensynsglæden var stor da vi blev mødt af generalens bror og første sergeant Sofia i lufhtavnen. Og herfra er det, at generalens og kadetternes bekymringer gradvist bliver reduceret. Generalens bror, chefen for UNFPAs kontor i Manila, har selvfølgelig sørget for, at generalen kan føle sig tryg.
Vi hentes i et monster af en firehjulstrækker, som alene har til formål at fragte passagererne. Bagefter følger chaufføren med bagagen (godt nok i en lidt mindre firehjulstrækker, men alligevel). Til overskudsfarens fortrydelse pointerer ingeniør kadetten straks overfor landechefen Klaus, at overskudsfaren er noget misundelig over ikke at kunne køre rundt i tilsvarende køretøj!
Landechefen bor selvfølgelig standsmæssigt på 36. etage med udsigt over største dele af Manila i en lejlighed på 300+ kvadratmeter med tilhørende poolkompleks, fitness, spa, osv, osv. Generalen har jo sørget for at stationere sine folk ordentligt. Det er vel overflødigt at nævne, at tjenestepigen sørger for det hele, undtagen når landechefen selv går i køkkenet for at bage rugbrød eller stege tallerken store bøffer, som overskudsfar selv havde den glæde at være med til at opleve.
Eneste frustration ved denne herskabelige indkvartering var og er, at der indenfor et godt slået drives afstand er en smuk og sirligt holdt golfbane, bogstaveligt beliggende for foden af bygningskomplekset. Og dog var og er den uden for rækkevidde, da landechefen af uransagelige årsager ikke har villet punge ud med de godt 2,5 mio. kr. det koster at erhverve sig et medlemsskab. Og greenfee er man for ophævet til. Det er “invitation only”. Hold da op det kilder i min driver at se ned på det anlæg…
Mindste kadetten indtog i øvrigt med største selvfølgelighed lejligheden som var den hendes egen, satte sig tungt på pigeværelset sammen med pigerne – som heldigvis har lært af landechefen at udvise megen tolerance – og viste sig frem som en pige i en alder, hun faktisk ikke har endnu. Jeg var aldeles uønsket i rollen som både far og overskudsfar for den lille pre-teenager. Men det er jo også rart engang imellem ikke at skulle behøve at have så meget overskud.
Den lille pre-teenagers shopping gen viste sig også at være særdeles veludviklet, da vi dagen efter begav os ud i Manila anført af de erfarne kusine kadetter, Sofia og Cecilia. De havde på forhånd lovprist diverse malls, og dem havde generalen og hendes pre-teenage kadet udset sig som første væsentlige territorie at indtage i det fjerne østen.
Forudsigeligt nok endte det med en dag, hvor overskudsfars overskud skrumpede gevaldigt – på alle måder – mens mindste kadettens overskud til gengæld eksploderede i en overflod af poser med gode sager såsom 7 sommerkjoler, to tasker osv, osv. Generalen selv tog sig af de fysisk mindre – men monetært slet ikke mindre – perleindkøb. Og mest overraskende gik ingeniør kadetten helt amok og shoppede tøj i en fart og mængde, der fik kusine kadetterne til at måbe. Ja, såmænd lod selv overskudsfar sig lokke af de lave priser til at shoppe lidt polo-shirts, så da vi vendte tilbage til basen på 36. etage var alle glade, tilfredse og næsten mere udmattede end efter flyrejsen. Så måtte overskudsfar leve med, at overskuddet var skrumpet. En dry martini senere var det dog til at leve med, for er der noget bedre end at se yngste kadetterne vise deres nyindkøbte sommeruniformer frem med kæmpe tilfredse smil på læben?
Ferien bød dernæst på en historisk dag: Generalen og kusine kadet Cecilia kunne for første gang nogensinde fejre fødselsdag sammen (jo, de er født samme dag). Kusine kadetten havde dikteret udflugt til “kidzania”. Lad mig straks advare: Dette koncept er skabt af en ondskabsfuld mand, der prøver at overbevise børnene om, at de skal tage magten i samfundet. En hel lille by bygget op med alskens funktioner – banker, benzinstationer, frisør, produktion af is, cola, mv., aviser, flyselskab, etc, etc. Børnene bliver udstyret med kidzania dollars, og så kan de henholdvis købe ting (selvfølgelig til opskruede priser) og tjene penge ved f.eks. at arbejde som stuepige på et hotel – så de kan bruge flere penge. Alt sammen selvfølgelig baseret på sponsorede stande med Coca Cola, Shell osv som sponsorer.
Men det værate er, at det hele foregår indenfor i en kæmpe lagerhal, hvor luften mildt sagt ikke er særlig god. Og air condition kører på fuld tryk. Samtidig er der INTET for forældrene at give sig til. Så overskudsfar og generalen selv måtte ofre aig og tilbringe største delen af fødselsdagen inde i en iskold “forældrelounge”, altimens der udenfor var behagelige 30 grader. Men de fire unge kadetter var glade, så hvad mere kan man forlange?? Behøver jeg at nævne, at jeg igen måtte have en dry martini for at finde noget, der mindede om mental balance igen!
Historien er vist grebet om sig, så lad mig være lidt mere kortfattet omkring resten af ferien.
I påskedagene kørte vi sydover med Beck truppen. Bare omkring 100 km fra Manila i afstand, men over 3 timer i bil! Scenen er fascinerende, når man kører igennem landet. Fuld af kontraster, megen fattigdom, men også masser af foretagsomhed. De unge Steenstrup kadetters øjne stod på stilke, skulle jeg hilse at sige.
Målet var et resort, Puenta Fuego. Dejligt sted med skønne pools, god strand og dejlig mad. Og igen en golfbane (dem er der fakrisk mange af herude). Jeg fik desværre ikke spillet den, men udfordrende så den ud.
Tilbage til Manila for at pakke kufferten om og så afsted til Cebu og derfra ud til vores fem-stjernede resort, Plantation Bay. Cebu er en af de større byer, beliggende i det centrale Philippinerne, og em kendt turist destination. Desværre læste vi et par dage før afgang, at vagter på et resort på en ø lige i nærheden, havde været i ildkamp med radikale muslimer, som forsøgte at trænge ind for at bortføre turister. Det sker desværre med jævne mellemrum i det sydlige Philippinerne, men det var første gang, at det skete så nordligt. Der var 9 dræbte (!), dog ingen turister.
Generalen mente måske nok, at vi dermed kom lidt for tæt på fronten (man er lidt af en skrivebordsgeneral), mens overskudsfar påpegede, at sandsynligheden for at det skete igen lige efter, var meget lille, så det var faktisk rigtig godt, at det var sket lige før vi kom. Nå ja, man skal vel være lidt overskudsagtig. Kadetterne var vistnok ligeglade, bare der var en pool.
Og det var der. Plantation Bay var et fint sted, lidt slidt hist og her, men med alt det man gerne vil have på et familievenligt resort. Ikke mindst de små golfvogne, som transporterede folk rundt på det temmelig store område. Snorklingen var ikke fantastisk, men det blev ophævet af vandrutschebane, bordtennis, bueskydning, flere gode pools og flere restauranter. Yngste kadet var lykkelig i poolen, ingeniør kadet lykkelig i golfvognene, generalen lykkelig på solstolen og overskudsfar skulle bare klare dagen indtil det blev tid til en San Miguel i swim-up baren, så var han nogenlunde tilfreds. Sådan kan dagene hurtigt gå, og det gjorde de. Lige indtil den morgen, hvor vi vågnede ved at Emilie kastede op ud over det hele. Og så Daniel bagefter. Og så Anne Mette bagefter.
Hjem skulle vi. Det er sikkert at sige, at jeg aldrig har oplevet en rejse, der var så slem. Begge yngste kadetter sad med brækpose i shuttlebussen på vej til lufthavnen – og brugte den. Det fortsatte i lufthavnen, igennem security (hvor de til gengæld nærmest ikke gad tjekke os), og inde i den mikroskopiske terminal, som var overproppet med mennesker. Ikke en stol at få var der, så de to syge familiemedlemmer sad på gulvet og kastede op på skift (mens generalen kæmpede en brav kamp med sin mave). Overskudsfar kunne heldigvis stå på benene. Selvfølgelig var flyet to timer forsinket. Og selvfølgelig betød det, at vi kom så sent til Manila, at vi sad to timer i bilen for at køre 5 km! Som Landechefen skrev: “Manila at its best”.
Resten er historie, som man siger. Overskudsfar filosoferer stadig over, hvor godt det var, at vi trods alt nåede til Manila. St. Lukes er det bedste hospital i landet og holder en skyhøj standard. Ingeniør kadetten bliver tilset af landets bedste læger, vi har eget værelse med tv, dvd, køleskab og god udsigt. Tilsvarende havde vi ikke fundet i Cebu. Og så har vi Beck truppens hjælp og uvurderlige støtte. Man skal som sagt se det positive i tingene!
Herfra blot tilbage at sige: Overskudsfar og ingeniør kadetten takker af for nu og glæder os til at se jer alle i det relativt set sikre og kølige DANMARK.
Knus
