Et par dage i Hamburg

Malene og jeg havde et par hyggelige dage i Hamburg. Det var første gang, hun var der. Vi boede på The Madison, som var et flot, moderne hotel med en praktisk beliggenhed.

Selvom vejret ikke var helt så godt som håbet, nød vi at gå rundt i byen med det flotte havneområde, og havde også nogle gode timer i Hamburg Kunsthalle. Anita Rée udstillingen var ganske god.

Udsigten fra den nye, flotte Elbphilharmonie

Dag 10 – Maldiverne

Suk, sidste dag i Paradis. Hvordan nyder man noget ekstra meget og får alle de sidste indtryk med? Det kan ikke lade sig gøre, men vi har gjort vores bedste. Vi har solbadet, snorklet for sidste gang, gået tur langs stranden, spist den dejlige mad, svømmet i vores pool og spillet yatzy (som jeg vandt i stor stil alt i alt selvom Peter slog mig 2 ud af 3 gange i dag :-))

Jeg sidder nu i den sidste solnedgang på vores dejlige terrasse og reflekterer over ferien og genser alle billeder hernedefra. Det har været uden sammenligning. Det bliver en ferie, vi altid vil huske og hvor er jeg glad for, at vi valgte at komme herud. Vi havde virkelig brug for afslapning og god tid til at fordøje alle indtryk og alle oplevelser det sidste år. Det har været romantisk, afslappende, en masse førstegangsoplevelser, lærerigt og vidunderligt. Danmark, arbejde og hverdag føles lige nu langt væk, men vi er også enige om, at det skal blive godt at komme hjem igen. 10 dage er en rigtig fin mængde dage herude.

Vi tager afsted imorgen eftermiddag og lander torsdag morgen omkring 7.00. Vi ses snart i Danmark igen. Sidste hilsen fra Paradis.

Resten af dag 8 + dag 9 – Maldiverne

Endnu en fantastisk oplevelse her på Maldiverne. Vi spiste i går aftes på 5.8 Undersea Water Restaurant. Som navnet antyder, ligger restauranten 5,8 meter under vandets overflade, hvilket kom som en åbenbaring for mig, så Peter måtte grine af min uvidenhed og mangel på gennemskuelighed 🙂

Vi havde fået brev aftenen før fra hotellet om at vi skulle møde op kl. 18.00 i Aquarium Bar, der ligger ovenover restauranten. Vi er der i god tid og bliver modtaget med velkomstdrink bestående af noget Prosecco med jordbær i. Uhm…. En tjener viser os igennem gangen hen til indgangen, hvor vi bliver bedt om at tage vores klipklappere af. Ingen sko i undervandsrestauranten. Tjeneren forklarer, at restauranten er lavet af 15 cm tykt glas og der er helt præcist 41 trin ned ad vindeltrappen for at komme ind i selve restauranten. På vej ned ser vi en kæmpestime af små fisk gennem vinduet – en KÆMPE stime altså, der svinger sig rundt i vandet!

Da vi kommer derned, er det stadig lyst udenfor og det vrimler med fisk rundt om glasset. Der er alle de flotte fisk i masser af forskellige farver og størrelser. Vi sidder dybt fascineret og jeg har naturligvis taget flere billeder, som jeg nok skal samle til jer til et helt Maldiver album 🙂

Mens vi sidder der dybt fascineret, ankommer vores tjener med menuen, som er 7 retter, hvortil vi vælger en vinmenu, der matcher de 7 retter. Således påbegynder vi en tre timers smagsoplevelse, som både satte mig på prøve, men også bød på nogle himmelske smagsoplevelser.

Snacks til start serveret i et træfad med hvide bønner i bunden. Jeg ved ikke engang hvad det var. Noget indbagt blæksprutteagtigt, beef tatar, noget brød med noget grønt ovenpå, jeg ved det simpelthen ikke. Men lidt for mærkeligt for min smag 😉

Dernæst startede selve menuen. Til forret fik vi kongekrabbe fra Alaska med stegt vandmelon og vandmelonsorbet. Dertil en Tattinger Brut champagne. Uhmm… Dernæst fik Peter noget råt tuntatar med wasabi og agurk, hvor jeg fik stegt kammusling serveret i en østersskål sammen med en Stonefish Sauvignon Blanc hvidvin. Det var knap så stor en succes for nogen af os. Så fik vi nok min favoritret af dem alle. Stegt Foie Gras serveret ovenpå risotto med stegt saltet ål ovenpå og Edamame bønner. Dertil en Livio Felluga Pinot Grigio hvidvin fra Italien. Det var simpelthen himmelsk – begge dele. Gud, hvor det smagte fantastisk. Jeg er allerede på dette tidspunkt begyndt at være tipsy efter en velkomstdrink, et helt glas champagne og et helt glas hvidvin. I mellemtiden er det blevet mørkt og nu er de små fisk gået til ro og de store fisk er kommet frem udenfor.

Så bevæger vi os videre til en “Red Mullet” fisk med hummersauce og cous cous. Hertil en Pinot Noir Sebastiani Sonoma Cost rødvin fra Californien. Meget lækker rødvin – også god ret, men ikke min favorit. Det var det næste til gengæld. Hummer fra Maldiverne serveret i den lækreste cremede svampesauce – I fatter slet ikke hvor godt det var. Dertil endnu en hvidvin fra Chile – en Marques De Casa Concha Chardonnay. Ikke favoritten, men okay. Foie Gras og den Maldiviske hummer var klart favoritter, men på tredjepladsen kommer så Angus Beef serveret med Broccoli, sort trøffel og asiatisk barbecuesauce. Virkelig lækkert stykke kød serveret med en rødvin, jeg slet ikke kunne lide. Malbec San Pedro Yachochuya Salta fra Argentina. Men okay på dette tidspunkt er jeg faktisk også lidt pløret, så lige meget at jeg misser et glas vin der 😉

Vi slutter af med nogle smådesserter – Pina Colada sorbet, passionsfrugtsorbet, chokoladekage, chokolade macaron m.v. Kan ikke længere lige huske det hele, men vi fik en god Asti til 🙂

Så 7 retter og 6 glas champagne, vin og Asti senere, tumler Peter og jeg begge småfulde ud af restauranten og op til en sidste drink i Aquarium Bar, hvorefter vi sejler hjemad til vores villa. Gudskelov at der ikke var langt hjem – ha ha 🙂

I dag har vi absolut lavet ingenting, men nu har jeg vist også brugt alt skrivepladsen her på bloggen. Sidste dag imorgen i Paradis og så går turen hjem onsdag til Danmark, hvor vi lander torsdag morgen. Sidste blogindlæg imorgen, hvis jeg husker det 😉

Knus!

Dag 7 + halv 8 Maldiverne :-)

Uha tiden flyver med lynets hastighed og endnu engang missede jeg en dags blog. I går var første dag helt uden planer og vi har ingen anelse om, hvor tiden forsvandt hen. Dog brugte vi en del timer på at få lavet en fotobog med billeder fra brylluppet, men bortset fra det så blev det ikke til meget andet end solbadning, drinks, god mad og backgammon til en forandring.

I dag har været helt utrolig spændende! Vi havde bestilt en tur til hovedøen i denne atolgruppe, Naifaru, hvor de har et skildpadde hospital. Da klokken slår 10.00 og vi er klar i receptionen, går det op for os, at vi er eneste gæster på turen og derfor får vi en hel båd for os selv med liggestole på toppen, drikkevarer, snacks, 2 guider og 3 der sejler båden. Tal om at blive serviceret… 🙂

Turen til Naifaru tager 30 min. og på vejen bliver vi introduceret til nogle af de andre øer. Det viser sig, at den svensker, der er medejer af Hurawalhi, også ejer to andre øer her. Den ene har allerede et resort og den anden er under opbygning. Det er en lillebitte ø (som i MEGET lille), hvor der ikke kommer til at være andet end 15 meget luksuriøse vandhytter med egen butler tilknyttet og så er der en enkelt restaurant/bar.

På vej mod Naifaru fortæller vores guide, at øen er 1,7 km lang og der bor 5.800 indbyggere…. Male (hovedstaden) er en ø på 3,5 km og her bor ca. 120.000 indbyggere. Det er sindssygt.

Vel ankommet til øen, påbegynder vi rundturen, som for mig foregår i lange bukser og t-shirt med ærmer, da det jo er et muslimsk land og kvinderne derfor skal have dækket skulder og knæ – også som turist i lokalsamfundene. Og vi taler om, at der er høj solskin, 32 grader og meget lidt blæst, så vores guide er så venlig at række os en paraply til at skygge og to iskolde vand.

Indbyggerne her er utrolig gæstfrie, taler alle engelsk og smiler hele tiden. Som vores guide siger, så er 90 % af Maldivernes indtjening jo også turister, så det lærer de sådan set fra barns ben. Vi starter ved fiskemarkedet, hvor der ligger tun i massevis, som de er ved at skære op og forberede. Der er også en enkelt “red snapper” imellem, ved ikke helt hvad det er på dansk, men det er en flot fisk!

Dernæst går vi forbi flere værksteder, herunder en smed der skærer uden nogen maske på og et savværk, hvor de er ved at bygge et stort skib med bare enkelte bjælker at stå på i højden og uden nogen form for sikkerhedsudstyr. Det her var ikke gået i Danmark, kan jeg godt sige, men herude er der ikke de samme muligheder og alt er mere primitivt.

Vi gør et stop ved skildpaddehospitalet, hvor vi først får indsigt i deres arbejde og hvorfor det er så vigtigt at hjælpe skildpadderne. Fordi vandet stiger herude på Maldiverne, så mister de hele tiden skildpadder, der ikke længere kan komme hjem til deres ynglested på stranden. Derfor er hver skildpadde værd at redde. Og dem de redder her er skildpadder, der har siddet fast i fiskenet og har mistet en “arm” eller skildpadder som folk herude har som kæledyr i dårlige forhold, selvom det er ulovligt. De passer dem så i op til et år, hvorefter de i 4 uger skal være i et stort bur ude i havet for så til sidst at blive lukket ud. De er ENORM søde de skilpadder, de har. En af dem har et bukket skjold, to af dem mangler en “arm”, en af dem har fået en mærkelig skildpaddesygdom, hvor de ligesom er pustet op som en ballon og derfor ikke kan komme til bunds og få mad. Jeg har bare SÅ meget lyst til at røre ved dem, men det må vi naturligvis ikke. Det er ikke indfødte Maldivere, der passer dem. Vores guide på skildpaddehospitalet er fra Australien og der er to andre udenlandske piger.

De samme mennesker passer også på koralrevet her, som er voldsomt truet af den globale opvarmning. Når vandet er for varmt i for lang tid ad gangen, så dør korallerne, som faktisk er dyr, fandt vi ud af. 80 % af korallerne var døde et år, hvor der havde været ekstraordinært varmt i lang tid. Når de er ved at dø, så tager disse mennesker den del, der stadig er velfungerende og kobler på et slags stativ, som de kan sno sig rundt om og sætter det på havbunden. Så vokser de derfra og danner nye koraller. Fascinerende arbejde….

Herefter fortsatte vi rundturen og så skolen, politistationen, hospitalet og deres college, hvor man faktisk kan læse adskillige Bachelor uddannelser og en enkelt master uddannelse og så naturligvis flere maritime studier 🙂 På politistationen mødte vi politimand Ibrahim, der var på vagt i dag. Han fortalte, at de dækker hele atollen med de mange øer, der er. Det er dog kun 4-5 af dem, der er lokalsamfund, hvor der er behov for politi. Ibrahim fortæller også, at det er de samme 10-20 mennesker, der kontinuerligt bliver sat for retten og dømt til fængsel. Udover det er der stort set ingen kriminalitet.

Efter en virkelig spændende 2 timers rundtur blandt de venlige Maldivere, sejler vi videre mod en af de andre øer for at snorkle efter skildpadder. Jeg overvinder mange af mine begrænsninger, da jeg først skal hoppe i direkte fra båden i dybt vand og så skulle snorkle på dybt vand. Jeg har trods alt kun lige lært at snorkle. Men vores guide er supersød og tager en redningskrans med ud, som jeg kan holde fast i og så er jeg hele tiden sikret, hvis jeg skulle blive træt. Det gør jeg naturligvis ikke, for hold nu op, hvor er her fantastisk. Forestil jer “Find Nemo” filmen in real life. Der er et væld af sindssygt flotte fisk og koraller. Jeg glemmer fuldstændig, at jeg faktisk er på flere meter dybt vand uden at være en særlig habil svømmer 🙂 Vi får desværre ikke set nogle skildpadder i deres naturlige habitat, men vi er godt tilfredse alligevel. Og da vi sidder i badetøj i liggestolene på toppen af båden hjem, så er det svært ikke at føle sig som en millionær på egen yatch for en stund.

Nu skal vi så slappe af resten af eftermiddagen, indtil vi skal på besøg i Undersea Water Restaurant 5.8 i aften. Det er vores bryllupsgave fra Peters bonusfar og bror (Egon, Dan og Jola) og det skulle være en fantastisk oplevelse at sidde der under vandet og se fiskene ved siden af, mens man spiser. Det må jeg fortælle mere om imorgen. Gudskelov, at vi har et par dage endnu, for jeg er ikke helt klar til at komme hjem endnu! 🙂

Knus og kram fra os begge

Dag 5 + 6 – Maldiverne

Aj altså, jeg missede en dags blog, men vi har glemt tid og sted her på øen.  Verden er bare helt forsvundet for os og vi lever i en ro klædt i bikini og badebukser, går ikke i sko mere, drikker drinks hele dagen og får serveret fantastisk mad hele tiden….

Men faktisk så skete der bare en del i går 🙂

Dagen startede sådan set roligt ud som sædvanligt med morgenmad efterfulgt af solbadning og afslapning. Vi var i tvivl, om vi overhovedet kunne rumme at spise frokost, for vi skulle spise tidligt i går (mere om det længere nede i teksten). Vi besluttede os dog for at vi hellere måtte få noget at spise og så satte vi os helt ud til vandet ved restauranten. Og tænk sig engang, hvor vi lige oplevede skæbnen der. Lige forbi os i vandet svømmede en delfinfamilie på mindst 10 delfiner skiftevis over og under vandet. Jeg elsker de dyr, de er fantastisk søde! <3

Efter frokosten nåede vi ikke meget andet end at bade, da vi kl. 16.00 havde bestilt “Honeymoon Indulgence” i deres spa. Den ligger naturligvis helt ude i vandet og efter at have valgt olier og fået en mærkelig ikke særlig velsmagende kaneldrik, blev vi ført ud til et af rummene derude. Her startede det med at få fodmassage og renset fødderne i lænestole på en altan direkte ud til vandet. Dette blev efterfulgt af en fuld kropsmassage, indsmøring i Aloe Vera Gel, kokosnød olie i håret og så til slut smurt ind i noget lotion af en art efter et bad. Sammenlagt tog det to timer og vi var godt møre begge to. Hele seancen sluttede naturligvis af med at sidde på øverste etage af spa-huset i en dobbeltseng/sofa med udsigt, hvor de serverede noget mærkeligt te, som jeg heller ikke kunne lide, men det er svært at klage 🙂

Hurtigt hjem i bad, for nu følger så årsagen til, at jeg ikke nåede at skrive bloggen i går. Bloggen hører sig jo som regel til inden vi skal spise, men i går skulle Peter indløse sin fødselsdagsgave – en privat candlelight dinner på stranden. Og hvor var det dog smukt…. Godt, Peter er så romantisk, så han også synes, at det var en fantastisk gave! De havde lavet et hjerte i stranden, hvori de havde sat lys hele vejen rundt. Indeni stod et opdækket bord med lys og musik der spillede kun for os. Rundt om hjertet var der pyntet med lysfakler og kæmpe kunstneriske grene fra øens beplantning.

Det hele blev naturligvis indledt med en passionsfrugt Margarita, for deres drinks er fantastiske! Dernæst fik vi steget kammuslinger med asparges og noget skaldyr emulsion, som vi ikke er helt sikre på, hvad var, men Peter var i syvende himmel (og Thomas og far ville nok også have været). Dernæst fik vi Beef Tenderloin med lækre grøntsager af diverse arter, bedste stykke kød jeg har fået længe. Vi kunne hive det fra hinanden uden at skulle skære det… Og endelig sluttede vi af med en vanvittig lækker dessert, som bestod af en lækker slags skovbærkage med citron mascarpone frosting, en masse lækre frugter og hindbærsorbet. Mums… Og dette alt imens solen gik ned og mørket faldt på, så vi sad midt i et lysende hjerte. Suk…. jeg er midt i en kærlighedsfilm…. <3

Da middagen var slut, var eventyret på stranden også slut, men så fik vi os lige en sidste drink i baren inden aftenen sluttede.

I dag startede vi med yoga i solopgangen kl. 7.00 – eller det vil sige, at jeg gennemførte og Peter synes nok lige, at det var lidt meget for hans lidt stivere krop 😉 Her serverede de naturligvis vand med jordbær i, hvis man blev tørstig. Ingenting her er overladt til tilfældigheder. Og har jeg nævnt, at de hele tiden kun serverer drikbart vand på flasker, så man kan drikke så meget vand man har lyst gratis? (eller okay vi har jo sådan set betalt for et 5-stjernet resort, så de er nok tjent hjem de penge…). Der er i øvrigt 330 ansatte til maksimalt 180 gæster her. Ret vildt ikke? De ansatte er supersøde og ekstremt serviceminded. Man skulle lave lektioner i kundeservice herude. De bor herude og arbejder HVER dag i MANGE timer, hvorefter de trækker sig tilbage til deres værelse, hvor de skyper med familien derhjemme – typisk enten her på Maldiverne eller på Sri Lanka. De har dog 30 dages ferie om året, som de typisk tager ud i et og tager hjem og besøger familie. Men alligevel…. Nogle af dem siger også, at det kan blive lidt kedeligt at være her hele tiden uden at må bruge nogle af faciliteterne eller bade på stranden.

Efter yoga den sædvanlige morgenmad, den sædvanlige solbadning og boglæsning for mit vedkommende. Kl. 12.30 mødtes vi med øens fotograf, da en del af vores All Inclusive pakke involverer at få taget et billede (ja faktisk 74 stk., hvis man vil betale for det). Vi var rundt på det meste af øen og fik skudt en masse billeder i forskellige settings, men har valgt et enkelt, som vi får med hjem som en del af vores pakke. For guds skyld vælg en All Inclusive pakke, hvis I skal herud. Det er vanvittig dyrt at spise herude og alting koster en bondegård, vi har virkelig fået meget for pengene med alt det mad og drikke vi kan rumme samt flere aktiviteter inkluderet!

Frokost efter billeder og så ud at snorkle igen. Jeg bliver bedre og bedre, men kan stadig ikke gøre det i lang tid ad gangen, fordi jeg stadig ikke helt slapper af i det. Vi har et bestemt sted, hvor vi kan se alverdens smukke fisk og hvor jeg samtidig er tryg ved det. Det er fantastisk, hvad der foregår under vandet. Vi så også meget tydeligt en lille mini-haj i dag og blev bl.a. omringet af en hel fiskestime. Som om de gerne ville lege med os – meget hyggeligt.

Her til eftermiddag gik vi endnu en tur langs vandkanten og fandt adskillige smukke konkylier, koralrester og muslingeskaller, mens vi fik hilst på de virkelig store og meget flotte krabber, der dog helst ikke vil snakke med os. Nu har vi så tømt en 375 ml. champagne over Yatzy, hvor stillingen nu er 9-2 til mig. Peter har det hårdt, han plejer altid at have heldet med sig, når han rafler.

Imorgen har vi for første gang hernede ingen planer overhovedet. Kan man virkelig lave så mange ting herude? Ja, det kan man faktisk. 10 dage er et virkelig godt antal dage. Blot til info, hvis nogle gerne vil herud. Men på søndag har vi allerede planer igen, hvor turen går til en anden ø med et “skildpaddehospital” kan man vel kalde det efterfulgt af snorkling med skildpadder og så ikke mindst Undersea Water Restaurant 5.8.

Det blev et længere indslag, men det var også hele to dage på en gang 🙂 Knus og kram fra ægtefolkene

Dag 4 – Maldiverne

Endnu en splinterny og fantastisk oplevelse i dag. Efter at have bevæget os til morgenmad, solbadet og snorklet, bevæget os til frokost og så dovnet den på terrassen igen om eftermiddagen (ja, livet er dejlig simpelt herude :-)), havde vi booket os ind på et Sunset Cruise, som var en del af vores All Inclusive pakke.

Vi mødtes alle ved baren, der jo i øvrigt har 24 timer åbent her, hvor vi blev modtaget med drinks (det skal man have mindst en gang eller to om dagen her). Lækre frugtige drinks, som jeg elsker – i dag med rom, tranebærjuice og ananasstykker.

Efter lige at have nydt drinken i solen, blev vi ført til vores båd, hvor man kunne sidde både under tag og ovenpå taget. Vi satte os øverst og havde den mest fantastiske udsigt. Sejlende over mod vores søsterø (Kuredo Island Resort) vender kaptajnen pludselig båden og sejler i hastig fart til siden, hvor han har spottet delfiner – og vupti, så kommer de små delfiner pludselig springende over det hele rundt omkring os! Hvor er de dog vidunderlig søde og legende og hoppende. Det er bare et dyr, der kun kan gøre mennesker glade. Alle jubler og der bliver klappet for at holde delfinerne til. De hopper og springer i et væk rundt om os og jeg nyder hvert et øjeblik.

På vej hjem i solnedgangen tænker jeg på, hvor ærgerligt det er, at vi i denne verden ikke bekymrer os nok om global opvarmning. I går aftes havde vi en længere snak med vores tjener Thahib, der er indfødt maldiver. Han forklarede, at deres præsident kæmpede en brav kamp for at få verden til at forstå, at Maldiverne forsvinder, hvis ikke vi gør noget. Han havde faktisk tilmed været i København til en klimakonference, ligesom han har holdt sin egen konference på Maldiverne, der foregik 100 % under vandet for at deltagerne kunne se med selvsyn, hvad der sker og hvilket liv, der skal bevares i forhold til miljøskader. Thahib fortalte også, at øen, der ligger lige ved siden af Hurawalhi, som de kalder Exotic Dream Island (fordi de bruger den til at sejle par derud, hvor de kan være alene på en bounty strand), den er svundet ind i de seneste år. De kan simpelthen på Hurawalhi følge med i, hvordan den bliver mindre. Det er rimelig uhyggeligt.

Anyway, Peter og jeg er enige om, at vi er glade for at have oplevet dette Paradis og vi kan kun anbefale at komme herud. Der er uden tvivl noget om snakken ift. at disse øer ikke bliver ved med at være der.

Aftenhilsen fra Hurawalhi, vi må hen at spise… Imorgen skal vi indkassere Peters fødselsdagsgave og have privat candlelight dinner på stranden. Mere herom senere. Knus fra os begge.

Dag 3 – Maldiverne

Ak ja, der er ikke meget at fortælle i dag, men der er en stor og vigtig ting! Jeg har lært at snorkle, mig der ikke bryder sig om at få hovedet under vand! 🙂

Peter og jeg tog en gratis snorkling session i dag sammen med 10 koreanere. Ja, der er mange af dem her på øen sjovt nok. Ingen af dem taler særlig meget og de skulle alle have redningsveste på, da vi skulle lære at snorkle. Så jeg blev jo selvsagt lidt nervøs, da alle andre havde redningsveste på, men jeg blev forsikret om, at jeg kunne stå på bunden hele tiden og koreanere kan ikke svømme åbenbart?!

Anyway, det viser sig, at jeg er overraskende god til at snorkle. Og hvor har vi dog set mange smukke fisk i dag, for dagen er blevet brugt med at snorkle. Vi har bl.a. set kirurgfisk (Dory fra Find Nemo) og papagøjefisk (helt utrolig smukke, prøv at google dem).

Og så lige for en sidste bemærkning, så står der lige nu 5-1 i yatzy dysten til mig. Jeg fik fire Yatzy’er i to spil i dag, det var hårdt for Peter 😉

Nu vil vi gå til aftensmaden, varme hilsener fra Paradis.

Dag 2 – Maldiverne

Jeg var faktisk lidt bekymret for, om vi ville blive skuffet, for alle taler så varmt om Maldiverne og vi havde høje forventninger, men man bliver ikke skuffet – dette er virkelig Paradis på jorden.

Vi vågnede imorges næsten uvidende om, at vi var på Maldiverne, fordi vi havde sovet i aircondition med lukkede døre. Men da vi trak gardinerne for og åbnede dørene til blå himmel, solskin, 30 grader og bølgeskvulp blev det lige pludselig meget virkeligt igen.

Morgenmaden blev indtaget lidt søvndrukne, men hvilken buffet – et overdådigt udvalg af alt lige fra varme retter til brød og kager og yoghurter og til det største og mest fantastisk frugt og juiceudvalg. I fatter slet ikke mine store øjne…. Og midt i det hele står kokkene og laver lige den slags æg og du ønsker dig. Omelet, scramble æg, ja hvad du har lyst til og så kan du fylde alt mulig i det, tomater, løg, skinke osv. Bedste røræg jeg nogensinde har fået.

Det er jo et hårdt liv, så stadig lidt trætte gik vi retur og hoppede i badetøjet og direkte ud i havet  – det fuldstændig gennemsigtige turkisblå hav med sandbund. Her blev vi lige lidt længere end kroppen nok kunne tåle, for vi er i hvert fald blevet godt farvet af den svømmetur! 🙂

Efter lidt solbadning var det allerede frokosttid og endnu engang op til en ny og overdådig buffet – det er virkelig svært at styre sig! Herefter gik vi simpelthen øen rundt på opdagelse for at finde ud af, hvad man kan her. Der er således tre restauranter og fire barer, spa, fitness, fodbold, tennis, badminton, diverse vandaktiviteter og så selvfølgelig vanvittig dyrt souvenir og smykkeshopping. Vi gik bl.a. ud og inspicerede ude ved Undersea Water Restaurant, hvor vi skal spise i næste uge. Her var der et væld af liv i vandet. Vi så bl.a. en lille haj og en Dory fisk (den blå fra Find Nemo). Da vi først begyndte selve rundturen om øen tog det os omtrent 10-15 minutter at gå rundt om øen ha ha….

Og hvad gjorde vi så? Tja… hvad med lidt afslapning igen? 🙂 Jeg fik læst 100 sider i min bog, mens Peter satte sig i skyggen. Derefter blev det til G&T (eller Gin Lemon for mit vedkommende) og en Yatzy dyst, hvor jeg kan gøre farmand stolt og fortælle, at jeg vandt 2 ud af 3 spil og dermed dagens vinder 🙂 Lad os se, om det holder.

Nu sidder jeg så i undertøj og lader mit hår tørre efter bad med åben dør ud til vandet og under den største regnvandsbruser jeg længe har set. Solnedgangen har været min udsigt, mens jeg har skrevet dette. Lyserød, orange og gul over det blå vand. Kl. er 19.22, det bliver snart helt mørkt og så går vi til restauranten og videre derfra ud til drinksbaren langt ude i vandet, hvor de har oplyst om aftenen, så vi kan se fiskene igen.

God aften til jer i Danmark, når I kommer dertil…. Knus og kram herfra.

Vidunderligt

Hvor dejligt at få rejsebrev fra så eksotisk et sted. Jeg er spændt på, om fremtidige rapporter kan indeholde andet end eksotiske drinks og svømmeture.
Nyd det I kære – eventyret er Jer så vel undt
Far/svigerfar

Dag 1 Maldiverne

Det er jo blevet god skik lige at skrive en rejsedagbog herinde, så nu må I udholde nogle dages reportage fra Hurawalhi Island Resort 🙂

Flyturen er gået fantastisk. Vi fløj med Qatar Airways med mellemlanding i Doha. Det var et supergodt flyselskab og jeg fik for første gang oplevet at se film på flyveren (ja, jeg har ikke rejst så langt siden 2006 og der var ikke tv-skærme og film til alle dengang ;-)).

6 timer til Doha, en times ventetid og 5 timer til Male (hovedstaden i Maldiverne). Og når jeg siger hovedstaden, så er det jo ikke ret stort. Faktisk så ligger lufthavnen på sin egen lille ø, så man skal sejle til Male, der også ligger på en lille ø, der er blevet PROPPET med højhuse. Det ser virkelig mærkeligt ud! Vi skulle jo så ikke sejle til Male, for vi skulle med vandflyveren videre til Hurawalhi.

Vi bliver hentet i lufthavnen af Hurawalhi repræsentanter, der tager vores baggage og kører os til terminalen for vandflyvere. Her bliver vi bragt til et venteværelse særligt til Hurawalhi gæster, hvor vi bliver placeret i lounge stole og får snacks og drinks og gratis wifi for at slå tiden ihjel indtil vi skal flyver 40 minutter senere.

Der flyver den ene lille vandflyver efter den anden og snart er vi også på en af dem i en brølende larm på vej op over alle de små øer. Det er en fantastisk flyvetur med udsyn til en masse smukke atoller og små øer med lokalbefolkning. Det er virkelig et ørige…

Snart spotter vi Hurawalhi og lander ude ved en tømmerflåde midt ude i vandet, hvor vi bliver sat af med baggagen og skifter over til en speedbåd, der på 2 minutter sejler os ind til øen. Her bliver vi modtaget af en af medarbejderne, der fast skal følge os på hele turen. Der er også trommer og sang og kokosdrinks. Den virkelig søde pige, som jeg har glemt navnet på lige nu, tager os med i en golfvogn på sightseeing på øen og fortæller os om hvor vi finder restauranterne, vandsport, fitness, tennis, fodbold, souvenirbutik osv. Vi ender ved vores Sunset Beach Villa, som er nøjagtig så vidunderlig som billederne viser.

Her er vanvittig dejligt. Stille, men hele tiden lyden af bølgernes skvulpen. Vi åbner den kolde champagne de har stillet frem til os og drikker den, inden vi går til Cannoli restauranten, som er vores faste All Inclusive buffet, mens vi er her. Og nej, det er ikke som andre All Inclusive. Her er alt, hvad hjertet begærer af lækkerier. Alt fra tapas til sushi til skaldyr til risretter til mousakka til Ossu Bucco og ikke mindst frugter og desserter til den store guldmedalje. Og vi har knapt sat os før Thaabi, vores faste tjener, kommer hen til os og siger: “Mr. Peter and Mrs. Charlotte – I will be your waitor throughout the entire stay. I will be here for your breakfast, your lunch and your dinner. If you need anything let me know.” Og sådan er hele mentaliteten herude. Serviceminded og høflige.

To glas champagne og to glas rosevin senere, går vi langs stranden hjem og mærker vandet om fødderne. Det er ikke koldt. Og der er bare sand. Vores pool er oplyst og vi har sluttet aftenen af med at hoppe i poolen og nu daser vi lidt her på terrassen til lyden af bølger med et håndklæde rundt om os kl. 23.21. Det er stadig 28 grader.

Godnat derhjemme

Alt og intet om Steenstrup familien