Sidste dag var rar

Har haft en dejlig sidste dag på arbejdet i dag. Er blevet forkælet, og føler nu alligevel, at man fik sat et fint lille aftryk der….

Har haft lidt travlt med at overlevere, så det er godt at der er bare to dages weekend efter første dag hos Ilse i morgen 😊 Og at jeg fik sommerferie i år 😊

Oldes Cup 2017

Tillykke til dette års fortjente vinder, Henrik. Flot runde i 35 og da der ikke var nogen, der ville yde modstand, var det en ret suveræn sejr 🙂

Deltagerne med vandbærerne:

Der blev så stille…

Det er blot fordi, vi lever. Stadig lidt for godt i forhold til diverse myndigheders anbefalinger, men vi har vel lov at have ferie – også fra dem!!

Stort tillykke til Marianne. Det bliver forhåbentlig godt, og også godt at du er forberedt på Ilses luner. Hende skal vi nok komme til at høre mere om 🙂 Men alt det bedste ønsker vi dig. Jeg vil vædde på, at de blev kede af det, da du annoncerede det hos din nuværende arbejdsgiver…

Jeg glimrede faktisk ved i al uvidenhed at snakke med Marianne i går, så undskyld søs, at jeg ikke fik sagt tillykke der. Det skyldes det simple faktum, at vi er ude på en vinmark, og der har de åbenbart ikke fået installeret wifi. Tænk at druerne kan vokse uden.

Forbindelsen til mobilen er i øvrigt heller ikke for god, så wifi ville nok ikke hjælpe stort.

Det har til gengæld betydet, at Overskudsfar er “landet” godt og solidt i en liggestol ved poolen, kun afbrudt af den obligatoriske tur til byen for at handle. Hvem siger “Le Bourg” om igen?? Mig…

De øvrige familiemedlemmer har det på tilsvarende vis, så aktiviteten er skruet ned til et minimum. Bortset selvfølgelig fra den hektiske pool aktivitet, der nødvendigvis må herske, når termometeret viser 40 grader – i skyggen!

Erkendt; jeg “underdriver” en smule. Vi har faktisk haft travlt. Vi har besøgt tre vinproducenter på seks dage. Livet er hårdt, men man skal jo steppe up, ikke?

Derfor har vi også planer om mindst et besøg mere, inden vi vender næsen hjemover på lørdag. Kældrene er så dejlige kølige, og vinene fremragende 😉

Jeg kan ikke love, at I hører mere fra os her fra Montalcino. Dels er der som sagt ikke wifi (og børnene trækker alle mine data fra telefonen – de er ret frustrerede over den manglende internet adgang), og dels har vi som I kan fornemme meget travlt. 🙂

Alla volte la vita e bella

Nye udfordringer

Kære Alle.

Jeg er blevet tilbudt nye udfordringer, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg har løbende holdt mit netværk i live siden mit exit hos Ganni. Velvidende, at jeg på et tidspunkt måske ville komme til at savne den kreative vinkel i min nuværende stilling.

Jeg har i dag underskrevet kontrakt på en stilling som ansvarlig for Visual merchandising i Ilse Jacobsens univers. Stillingen er nyoprettet, og jeg kommer til at arbejde tæt på retail især, men naturligvis også med design/marketing og franchise/wholesale. Ilse Jacobsen hersker i Hornbæk, hvor hun også har åbnet et kurbad til hendes spa linie og en fin blomster butik. Det er perfekt, de dage jeg ikke farer rundt i butikker og styler, kan jeg cykle til arbejde.

Jeg kommer til at arbejde med Kamilla Hoffmann 🙂 Hun sidder i design afdelingen. Så hun laver de fine sager, jeg sørger for de ser godt ud i butikkerne og showrooms.

Ilse har ry for at være lidt humørsyg… men da jeg jo har prøvet lidt af hvert efterhånden, mener jeg at være godt rustet. Og mine batterier har ladet pænt op det sidste års tid. Tilmed kender jeg min kommende chef på forhånd, og ved hun vil passe godt på mig 🙂 Det er hende der satte mig forrest i køen til stillingen.

Knus

Kan man berette om ingenting?

Som varslet i går har det været en helt igennem begivenhedsløs dag. Det hedder vist ferie. Så jeg har ikke andet at berette, end at vi nyder solen, stranden, ladhed og livet. Og det er jo ikke rigtigt noget at berette om, for det skal man jo gøre, når man er på ferie, ikke?

Alligvel supplerer Mariannes herlige indlæg vel dette helt igennem uinteressante indlæg meget fint, idet det illustrerer, at ferie ikke kun handler om at døse bekymringsfrit på en solseng.

Det er faktisk sådan, at ferier er fyldte af alle mulige spændende, nye, sjove, udfordrende og ind imellem tragiske oplevelser. At rejse er vitterligt at leve.

Blot ikke i dag. Levede jeg som jeg har gjort i dag, ville jeg dø ung, fattig og uden livserfaring 🙂

PS

Kære Obersten. Jeg lover ikke at blive en Addidas sports tosse. Tro mig, jeg løber ikke for at blive set 😉 Faktisk er jeg så utjekket, at jeg præsterede at falde ligeså lang jeg er på Toscanas golde grus stier. Jeg hørte nemlig en lyd fra buskadset, og da jeg vitterlig løb langt væk fra alt og alle … ja så blev jeg jo lidt forskrækket. Det gav nogle fine knubs, ekstra elegant i bikini 😉

Sorry for mine mobil fotos, måske reder Thomas dem 🙃

Alt og intet om Steenstrup familien