Når man nu er i St Louis, har billet med SAS hjem fredag aften, har fået bekræftet at flyet flyver som det sidste inden man går i seng, så er det – øv – at vågne op til en besked fra sin elskede om, at “det ser ud til at flyet er aflyst?”…

Et hurtigt, desparat!, opkald til NNs rejseafdeling hjalp dog, så jeg har fået plads på luftwaffes fly til Frankfurt og bliver trods alt kun ca 5 timer forsinket.

Og Silver Lining? Tredje gratis upgrade til business ud af fire mulige på de sidste to ture. Alle de ture – og der har været mange de sidste 6 måneder, lader til at give lidt goodwill hos Star Alliance.

Til trods for blæst der næsten har været ligeså strid som ved Vesterhavet, gråvejr og kølige grader – så kan vi stadigt meget godt forstå hvorfor Camp Mosegaard har forelsket sig i den smukke ø Mallorca. Her er virkeligt middelhavs fantastisk. Og vi har endda befundet os i turist magneten Palma.

Men når nu vejret har været skidt, så har det jo været en god anledning til at tilbagelægge et halvt hundrede kilometer på gåben de sidste 5 dage. Først og fremmest for at holde varmen…men nu også fordi vi elsker at udforske og at blive stedkendte, lokale og stedvante. Og da vores (udmærkede) hotel viste sig ikke at være top dollar spændende, så var det jo også en anledning til at søge ud….. (Svensk ejet hotel, hvor ejer matcher turkis bar i sin polo – med Huey Lewis musik og bitte lille slags pool der er både kold og beskidt. Ikke et ondt ord om Huey Lewis !)

Vi har til gengæld støvsuget en stor del af Palma for sublime spisesteder 🙂 vi kan anbefale op til flere; nogen af dem faldt vi tilfældigt over – naturligvis i de mindste gyder og upcoming kvarterer. Man spiser virkeligt god fisk og seafood hernede til rimelige priser hvis man undgår turistfælder. Skønt er det jo, når man sidder blandt lokale og fornemmer gadestemningen på de upolerede steder. To aftener i træk lykkedes det os at ende med gratis drinks og virkeligt fine treats fra ellers reserverede spaniere; formentligt mest fordi de ikke kunne stå for Amalies ligeså store begejstring for det spanske liv bag kulisserne 🙂 Tapas i flere udgaver er også indtaget med stor fornøjelse.

En gang flottede vi os dog: restaurant Fera. En stor gourmetoplevelse, især for min kære husbond. Her løb vi da også ind i både danskere og tyskere, så det er virkeligt et tilløbsstykke.

Mali og jeg har naturligvis også været på opdagelse i Mallorcas fine udbud af keramik, og vi har udforsket alle de små charmerende shoppegader, som vi heldigvis er sluppet billigt fra 🙂

For os tøser tror jeg den største oplevelse var, at suge Miro karma fra Miros kunstnerhjem, som ligger på en bjergskrænt i et ellers halvtrist boligkvarter i det vestlige Palma. (Jvf billedet af Mali der står i bro udenfor hans hjem). Miro var gift med en mallorcinsk pige, og døde i det hjem de havde her på Mallorca. Han tilbragte de sidste dage i hans elskede atelier her på Mallorca, og sikke skønt hjem med tilhørende fin have og heri spændende vegetation. Vi så den højeste kaktus og Amalie (vi) nød at gå på opdagelse iblandt hans pensler og skitser m.m.

Vi har også besøgt paladset, og vandret havnepromenaden tynd. Vores hotel ligger lige præcist for enden af promenaden, op igennem en lille bitte park, så det har været en skøn gåtur ind til byen hver dag. Vi gik lige præcist glip af Museum for Moderne kunst – det var vist kun mig der var ked af det. Synes ellers der var skønt ude foran!! Ligeså var katedralen desværre lukket i påskedagene. Her havde vi ellers glædet os til at se et hav af lys og nyde lidt kirkelig fred. De religiøse optog vi havde læst om hjemmefra lod også til at drukne i turisternes shoppeglæde. En smule klassiske kutteklædte katolikker og en mærkelig plastik vogn fik vi dog spottet.

Summa summarum, så kan vi konkludere, at man skal helst til Mallorca om sommeren 🙂

Men Palma er skøn, med alle de smukke palmer, bourgonvillaer, azurblåt marinevand, hundredevis af flotte sejlbåde og mange små hyggelige gader og farverige torve. Og hvis man har mod på at vandre op ad bjergene, så gemmer der sig skøn natur og mange fine unikke udsigtspunkter. Og hvis nu det var stegende varmt, så var vi måske slet ikke kommet så vidt omkring :-))))

Påske kram

:

Grrrr…. okay – så man booker lidt feriedage på Mallorca og tænker: når der nu kun er 55 kølige gråvejrsdage på den smukke ø pr. år, så skal man da være uheldig for at fange flere i streg….. Nuvel! Det er bestemt lykkedes for det lille MaC folk, vi er simpelthen de heldige vindere af 4 dage med hård blæst og regn på Mallorca. Vi gør dog naturligvis vores ypperligste for at nyde det alligevel. Amalie har fået en “gå i bro” challenge, og den studser Mallorcinerne kun lidt over 🙂

Vi vandrer en del for at holde varmen i vores spøjse lag af sommertøj, som jo er det eneste vi har medbragt. (Skøre skandinaviske turister). Ifølge Caspers app runder vi snildt 80 etager af skridt motion under de famøse palmer, og det giver (u?)-heldigvis anledning til god appetit, så vi finder en masse spændende steder.

Vi kan sagtens forstå at man bliver glad for Mallorca. Her er ret skønt. Masser af bedårende huse, små hyggelige gader og stræder, skøn vegetation, virkeligt gode spisesteder, og hvis man er til shopping er der også basis for det. En af de bedste vandreture var helt sikkert den stejle tur op til Bellver slottet, hvor man kunne nyde en fantastisk panorama udsigt ud over Palma by og bjerglandskab, og samtidigt få lidt historiske perspektiver.

Vi får også set en del til den lange marina promenade, da vores hotel ligger ca 3 kvarter fra den indre by. Fascinerende hvad der ligger af både hernede.

Nå – nu er det blevet drinks og yatzy tid. Mali kalder. Knus

Vi flyver med SAS til og fra Bologna, så sidste dag er vi kørt til Bologna bymidte inden flyturen hjem. Dejlig by. Den ser anderledes ud end Firenze – byen har en anden farve fordi de gennem historien har brugt røde mursten til deres bygninger.

Det lykkedes os ikke at finde et bord til frokost på Via Pescherie Vecchie. Der var ellers hyggeligt på trods af menneskemylderet.

Vi har været på et kort besøg i Lucca og Pisa. Cykelturen i Lucca var skøn. Herligt vejr.

Det skæve tårn var hurtigt overstået 🙂

Dejlig by. Vi nyder det gode vejr, de inspirerende omgivelser og vores hotel, der ligger lige om hjørnet fra Duomo’en.

Det er søndag aften her i Corralejo, og jeg sidder i et sweetspot, som så mange gange før – det er først på aftenen, pigerne gør sig klar inden på værelset, og jeg sidder ude på altanen med udsigt over poolområdet og med computeren ved hånden. Det er tid til en blog til Jer derhjemme, en tanke på familien og en tanke på livet, alt imens vi venter på at skulle over til restaurant La Scala, hvor man får à la carte mad og dermed ungår de værste all-inclusive fælder. Sikke en dag vi har haft, og sikke en ferie vi har haft, så livet er godt.

Vi vender hjem imorgen med mange gode ting in bagagen. Først og fremmest har Anja fået ro, vi har alle fået slappet af og har fået en tan, som de fleste derhjemme nok vil misunde os på nuværende tidspunkt. Ærgerligt at Caro ikke kunne være med os og opleve luksus og sol, kortspil og palmer. Vi har savnet hende, og måske specielt Sofie har ønsket sig lidt søster-sjov, men Caro har været forbavsende glad, når vi har snakket med hende, så måske var det netop, hvad hun havde brug for, altså at være alene hjemme og finde ud af, hvordan det er at leve for sig selv.

Affæren med Fuerteventura har helt sikkert været kort, men det er nået at blive til kærlighed, så det er da slet ikke sikkert, at det er sidste gang vi tager Danmarks-ekspressen med Apollo eller Spies ned til de varme lande her midt i februar. Ganske vist står der stadig mange andre destinationer på ønskelisten, det være sig Dubai, Vietnam, Seychellerne, Maldiverne, Mauritius, Zanzibar og safari, Sydafrika, osv., men de Kanariske øer er nu engang væsentligt billigere og tilbyder stadig sol og varme midt i en lang vinter.

Tak for denne gang Fuerteventura og tak fordi I kiggede med derhjemme, obersten træder af for nu, og så glæder vi os til at se Jer igen derhjemme kære familie.

Om vi vil det eller ej, så er der kun et par dage tilbage af vores Fuerteventura eventyr, men netop af samme årsag, har vi alle 3 idag nydt poollivet i fulde drag. Vejret var her til morgen let overskyet og der stod stadig en tapper vind fra nord ind på Suite Hotel Atlantis og det fine Premium Club område, hvor gennemsnitsalderen er et godt stykke over de 50. Men det skulle vise sig at blive en fin solbeskinnet dag, hvor vinden hurtigt fik lagt sig, og hvor der blev hugget flere hundrede sider af den medbragte bog, og hvor der aldrig var mere end en armslængde til det nærmest glas af ét eller andet til at forsøde livet.

Og selvom (eller måske netop fordi) man kun har en uge hernede, så forsødes livet i en sådan grad, at spørgsmålet er, om det reelt er sundt at tage herned og slappe af? Altså man kommer langt væk fra den daglige trummerum, arbejde, pligter, husprojekter, osv., men kroppen og sindet forfalder efter nogle dage på All-Inclusive til at tro, at man allerede er pensioneret, og straks begynder ældningsprocessen at overtage kød, blod og små som store hjerneceller, og når man så er parkeret på solstole omringet af gamle gimper og mænd med basketballs på maven, ja så vågner man måske op af sin morfar og tror, at man netop er morfar, pensioneret og i besiddelse af en basketball?

Sludder og vrøvl tænker I nok, nyd nu bare ferien og få slappet af, så kommer I hjem fyldt med ny energi og en glubsk appetit på livet i Gentofte-gettoen! Men det er jo nemt nok at sige til en mand, som i år fylder 50 år, og som med en blå og gul storetå ikke har kunnet tage et eneste step på trædemøllen i fitnessrummet, selvom det normalt hører til den daglige rutine under vores somre på Mallorca. Man skulle da være et skarn, hvis man ikke nød de her dage på Fuerteventura, og det gør vi bestemt, men dase-livet giver jo også mulighed for at tænke sig grundigt om og reflektere over livet og det faktum, at alting altid lakker mod enden for os alle på et tidspunkt, vi må bare sørge for at nyde det hele og tage det sure med det søde.

Og det er netop, hvad vores “venner” fra Hastings gør, altså dem som jeg skrev om forleden, hvor konen ikke længere har en korttidshukommelse. Han passer hende så flot og hengivent, og hun er slet ikke klar over, hvor meget arbejde der ligger i det for ham. Det er smukt at tage det sure med et smil og stadig opleve de søde stunder, og det fik mig til at tænke på, at far gjorde det samme med mor, hvilket han skal have så dybfølt en tak for.

Fuerteventura eventyret lakker måske mod enden, men det gode og søde liv fortsætter derhjemme, for som Dan Turell sagde: Jeg holder af hverdagen, og det gør vi altså i Familien Steenstrup.

Kh Obersten

De indfødte her på Fuerteventura siger, at der er en lille storm på vej til os imorgen, så der blev max’et ud på solskin idag, og den uundgåelige røde tan giver os alle lidt ekstra varme i badet her til aften :-). Stormen antydes af en hård brise, der er stået over hele anlægget i løbet af dagen og er en fortrop til lidt regn imorgen eftermiddag og lørdag morgen, hvorefter det igen skulle ligne sit eget solbeskinnede jeg med mulighed for endnu en dag eller to i solbadningens himmel eller helvede inden vi vender næsen hjemad på mandag.

Vi er flyttet over i Premium afdelingen lige før frokost idag, og uden at sige for meget, så er det skøn luksus, som især pigerne allerede elsker. Der kæles for gæsterne med alt fra større værelser, fri minibar, lækre badekåber, større senge, bedre mad, aviser og magasiner, hyggekroge med loungemiljø, osv. Det er umuligt ikke at elske det lidt, og det faktum, at der ikke må komme børn under 16 ind i dette afsnit giver også en helt anden ro, som Anja jo også har brug for. Det giver også et andet klientel, som umiddelbart kan virke lidt kedeligt, idet folk generelt bare gerne vil slappe af og være sig selv her, men man skal ikke gøre meget for at komme i snak, og det er nogle af os jo gode til i vores familie.

Efter alle de år med børn og masser af gang i den på charter-familie-økonomi-klasse (Mallorca), så er det egentligt lidt svært at finde sig selv i denne Premium-afdeling, hvor det forventes, at man ikke pjasker og leger i poolen, at man ikke råber eller spiller højt musik, og at man ikke stjæler hinandens solstole. Men lige nu er det præcis, hvad doktoren har foreskrevet, ro, afslapning og luksus, eller noget i den retning…

Man kan vel sige, at børne-stormen er raset af for Anja og jeg, og at det nu er mere smulte vande vi sejler i, mens vores ældste datter er Home Alone og nyder de første rigtige stunder som kvinden i eget hus. Hvad er så det næste, eller måske rettere, hvad er den næste storm der kommer os i møde, ikke bare på Fuerteventura men i livet? Den ligger nok lidt langt ude i horisonten, men jeg tænker da, at det må være børnebørn, og så er man straks tilbage på turist-økonomi-klasse igen, og indtil da? Ja så tager vi lige en ekstra GT hernede i All-Inclusive konceptets tegn.

Obersten

En kort hilsen skal I have idag fra Fuerteventura, og lad os bare starte med at ridse kortspils-status op:

Anja 2 sejre og obersten 1 sejr

Hvad fanden er vi for nogle forældre tænker I så, den stakkels datter får tæsk af farmand i bordtennis og af mor i kortspil, skal hun da ikke have lov at vinde? Nej, sådan foregår det ikke i vores familie, det er et skråplan for børn og voksne at lade børnene vinde med vilje, de skal jo netop rustes til livet udenfor hjemmets 4 vægge, og vi må sige, at Sofie tager det pænt. Hvor hun så har det fra, tør jeg ikke sige…

Idag betalte vi lidt håndører for at komme over i en premium afdeling for voksne (over 16 år), og det viste sig at være en smart ting, så måske går vi planken helt ud og skifter derover for resten af ferien, vi får se. Alt er bedre derovre, mad, liggestole, betjening, roen, ja selv kaffen, og så er all-inclusive pludselig en fed ting. Umiddelbart en afdeling fyldt med en generation af arrogante pensionister, men ved nærmere eftersyn var det ikke tilfældet. Væk var småbørns skrig, børnefamiliernes rod og skrald, den lidt for høje lyd af spansk musik fra højttalere ved poolbaren og der var masser af plads i poolen og en stor udendørs jacuzzi.

Som altid overrasker livet én, når man mindst venter det, og idag var det en samtale obersten startede à la far Anders med et utroligt sødt ældre ægtepar fra Hastings i England. Begge 75 år gamle men så ud som 60 og var i god form, så efter 20 minutters samtale om Brexit, ferieøen, ægteskaber, børn og børnebørn var der intet tegn på noget usædvanligt, men så gentog historien sig. Kvinden fortalte det samme, som hun lige havde fortalt et kvarter tidligere, og manden forklarede undskyldende at hun havde haft et mindre hjertestop for 2 år siden her på vores hotel. Hun har siden ikke haft nogen korttidshukommelse, så alt fra før feb. 2017 kan hun huske, men derefter laver hendes hjerne en komplet genstart hvert kvarter…

De var noget bekymrede om Brexit, så vi snakkede meget med dem om, hvad der sker, og hvad der sker i verden generelt med nationalisme osv., det er store spørgsmål, og da jeg er ved at læse romanen Udenrigskorrespondenten af Alan Furst om italienske modstandsfolk under 2. Verdenskrig og fascismen i Italien, så kan man ikke undgå at spørge sig selv: Is history repeating?

Forhåbentligt er vi blevet klogere og holder sammen i EU, med eller uden et Brexit.

Obersten