E viva Espana

Så gjorde vi det igen…

På trods af væggelus i Palma og 10 timers forsinkelse på hjemturen i sommers, så tager vi i uge 30 og 31 tilbage til Mallorca. Denne gang dog med Star Tour som vært, og så prøver vi et nyt hotel.

Men HVORFOR prøver vi nu igen Mallorca, hvad driver os derned, og hvorfor ikke prøve noget nyt?

Der er 3 ting, som er vigtige for os: 1) Garanti for sol og varme, 2) Den vigtigste daglige beslutning der skal træffes er, hvilken restaurant vi skal spise på om aftenen, og det betyder meget for en travl familie som os, og ikke mindst 3) Det familiære samvær og det faktum, at Alcudia med stranden, byen og masser af “legekammerater” har noget for alle i familien.

Kald os bare kedelige og vanemennesker, men vi glæder os allerede og er bare glade for, at vi fandt noget, som vi kunne lide på trods af, at vi er meget, meget sent ude igen i år.

Stort knus fra Mosegårdsvej

Nice swag!

Amalie er fan af L.O.C.s “Helt min egen”
– og synger den alle vegne. Eller så meget hun kan huske i hvert fald. Omkvædet er lettere omskrevet fra “Min swag er helt min egen, så gi’ det op….”
Til: “Min sweater er alt for kort, så gi’ det op sugar!”

Grandeur ude og hjemme

Igår kunne ingen af os være i tvivl om, hvor stort det er at være i Paris. Startede med en tur i Eiffel tårnet, havde frokost ved Trocadéro, tog Triumfbugen og Champs-Elysées med storm inden vi sluttede af med at besøge Sacre-Ceour og Place du Tertre, hvor jeg friede til Anja. En fantastisk dag i lidt koldt men dog tørt vejr, hvor kameraet blitzede ustandseligt, og hvor pigerne fik lavet et par meget flotte portræt malerier, som de glæder sig til at vise frem.

Men spørgsmålet er, om alt dette kan overskygge den storhed Emmelie de Forest og Danmark beviste ved at vinde i Malmø? Vi fulgte med på France 3 kanalen hernede på Hotel du Midi, og selvom pigerne var faldet i søvn, da resultatet forelå, så var det en STOR FINALE på en stor dag!

Paris har jo en særlig plads i vores hjerter, og minderne vælter frem, når vi er hernede. Derfor skulle vi i aftes også sammen med pigerne genopfriske gode minder fra Indiana Tex-Mex restaurant besøg i ungdommen. Vi skal hilse og sige til alletiders stjerne-tjener Faster Marianne, at Indiana ikke har ændret sig overhovedet. Utroligt at der intet er sket på Indiana på de 20 år, siden vi boltrede os som unge opdagelsesrejsende i Paris, men desværre er det ikke en kompliment, for maden forekom alt for fed og amerikansk uden krydderi. Vi hyggede os nu alligevel, for mex pandekager er iblandt favoritterne hos pigerne uanset hvad, og Indiana ligger lige ved siden af hotellet, hvilket jo var smart, når nu det stod ned i stænger sidst på aftenen.

Idag står den på mere regn og kun 15 grader, så vi tager Louvre og shopping idag og krydrer dette med hygge på franske cafeer og et aftensbesøg på et Creperie ved Montparnasse. Imorgen skal vi allerede hjem :-(, hvordan kan det gå så stærkt? På den anden side, så er vejret meget bedre derhjemme, og det er også snart 1 uge siden jeg var hjemme sidst…

Paris har bestemt grandeur, men det har gode gamle Danmark også, det beviste Emmelie jo igår. Men helt ærligt, så har følelsen af at komme hjem efter en længere rejse med masser af nye og gamle fonyede indtryk også sin helt egen grandeur.

Oberst Jespersen

Paris mon amour

Så kom hele infanteriet fra Camp Mosegård til byernes by Paris. SAS var naturligvis forsinket, så vi kom først til hotellet lidt over midnat, men taxa chaufføren var utroligt sød (og utroligt sort), og da receptionisten på Hotel du Midi også genkende navnet Steenstrup, så var alle glade, da vi endeligt faldt i søvn.

Værelset er fint men småt til 4, godt vi ikke skal andet end sove her og lade op til hyggelige aftenture på Brasserier og cafeer :-). Uanset størrelsen så er det altså et fint hotel, hvor der er hvad man skal bruge krydret med søde mennesker og så er der rent og pænt og ingen væggelus!

Vi stod naturligt nok lidt sent op, og efter lidt morgenmad var vi klar til at indtage byen. Der var lagt et stramt program (det passer faktisk ikke!) og dagens højdepunkter skulle være Notre Dame, Saint Michel og Saint Germain kvartererne, men flere ting truede med at spolere dagen: Metroen ved Denfert Rochereau var lukket pga. ombygning og vejrudsigten sagde risiko for regn. Jeg kan så afsløre, at ingen af delene fik afgørende betydning for vores dag, vi lader os ikke sådan slå ud af bagateller. Det kom aldrig til at regne og bussen kørte os lige til døren i stedet for metroen. Det var således en perfekt dag med Paris ved hånden/foden, og pigerne har lært en masse om Paris, ligesom vi har fået den dejligste frokost på et ægte fransk Brasserie.

Nu venter vi på et opkald fra Christian Deflandre, som vi skal ud at spise med i aften. Og imens får fødderne fred på de dejlige senge Midi har givet os.

Sidst men ikke mindst skal jeg huske at hilse mor og far fra receptionist Thierry, der ser frem til snart igen at se det nydeligt ægtepar fra Danmark, der på skammeligste vis har solgt deres andel af et dejligt slot i Perigord…

Aller sidst men ikke mindst er jeg nødt til at nævne, at Bar le Kanal lige ved siden af Hotel du Midi har Happy Hour fra 16-21 idag og i weekenden, med 1/2 L fadøl for EUR 4 og drinks for EUR 5,50, det bliver svært ikke at stikke hovedet forbi :-).

Knus fra Oberst Jespersen og de gæve fodfolk.

Hver dag en ny dag…

Jeg kan stadig blive overrasket over, at livet byder på så mange forandringer hele tiden, så tiden flyver og der hele tiden er noget nyt at berette 🙂

Vi har nu fået endelige bekræftelsesbrev, så Simon flytter skole til sommer og starter på idrætsskole på Bakkegårdsskolen sammen med sine fætre og kusiner. Simon glæder sig enormt meget. Via Elli, Caro og ikke mindst Facebook har han allerede stiftet bekendtskab med en hel del mennesker på skolen, så for ham kan det ikke gå hurtigt nok at skifte skole og han ser frem til mere basket, nye venner og bedre kantinemad 😉 Fascinerende, hvordan de unge mennesker kan skabe nye relationer på ingen tid….

Emma fastholder den gode stil med skolen, men er nu også ved at blive klar til sin første klaverkoncert d. 22. juni kl. 13.00, der foregår i Messiaskirken, Hartmannsvej 46 2920 Charlottenlund. Alle der har lyst er velkomne til at komme og høre ca. 1-1,5 times koncert med alle klavereleverne. Emma skal spille 2 stykker alene: Bachs “Little Prelude” og Steibels “Sonatina – the 1st movement” og en firhændig med mig: Mozarts “Symphony nr. 40 in G minor – first movement”. Hun har på ganske kort tid udviklet sig til lidt af et klavertalent og moren må jo så finde sig i at køre til Charlottenlund hver uge og betale i dyre domme for Emmas meget dygtige klaverlærer, for det er fantastisk at få musik i huset og høre min datter spille hver dag 🙂

Hvad med mig selv? Tja… jeg får ikke mange dages ro i mine jobs, før jeg på en eller anden måde skal tage stilling til, om jeg vil videre. Min chef har således bedt mig om at overveje, om jeg er interesseret i en stilling i HR, hvor jeg refererer direkte til vores HR direktør og indgår i chefgruppen. Jeg skal fungere som direktionsassistent og arbejde tværgående i HR og i organisationen med projekter og analyse samt understøtte arbejdet med diverse strategiske tiltag. Senest er jeg blevet kaldt ind til at deltage i overenskomstforhandlinger her i juni måned, da jeg har arbejdet med projektet siden februar måned, hvilket ellers er et meget lukket land og derfor utrolig spændende for mig at prøve. Det er en utrolig spændende stilling og jeg siger nok ja tak til den, hvis de endeligt tilbyder mig den. På sigt ønsker de, at jeg skal have en lederstilling i HR med personaleansvar, men det ved jeg ikke helt, om jeg selv vil og der kan ske så meget de næste par år i Falck, så det er svært at tage stilling til.

Jeg skal ikke klage over forandringer, jeg holder meget af dem, men hvis I ikke hører fra mig så tit, så er det altså bare fordi tiden går så stærkt og jeg skal følge med i alt det, der sker hos mig og min lille familie af dejlige ting 🙂

God søndag
Charlotte

Alt og intet om Steenstrup familien