Costa del Sol 1

Der er noget med jernbanestationer, havne og lufthavne. Udlængsel og oplevelser. Som Farmor havde det, har jeg det nu!
Jeg står op før fanden får sko på for at være der 3 timer før. Hele forspillet er jo herligt – som bekendt i anden sammenhæng!
I dag luntede jeg bare stille og roligt igennem procedurerne, ingen køer eller panik. Så når man første højdepunkt: Ud i det forjættede land mellem land og fly: Butikker, barer, menneskemylder, forventningsglæde og store personoplevelser, hvis man har øjnene med sig: 3 håndværkere, som skal til udlandet baseret på 3 hel-liters fadøl og 3 triple Fernet Branca. Så er jeg klar over, at jeg fortsat er amatør-alkoholiker. Den – måske – enlige mor, som kæmper en kamp for at gøre 2 små børn tilfredse i et stresset øjeblik mellem afgang (fra hvad) og ankomst (til hvad)?
Norwegian var rettidig (hvad er det lige, jeg gør) og tænk Jer: Hvem havde 3 sæder for sig selv? Moi.
En perfekt flyvetur, hvor jeg dog ikke kunne få skinke/ost toast men måtte nøjes med Chips. ØØØVVV.
Landet i Malaga fandt jeg uden problemer min kuffert (nr. 1 på båndet – hva’ fanden sker der?) og Shuttle-bus stedet. Den unge henrivende “mørke” pige bad mig vente på baren udenfor, så ville hun hente mig, når bussen ankom. Som sagt, så gjort. Hun stod der med et stort smil og vinkede mig hen til elevatoren til bus kælderen. Jeg huskede pænt på, at jeg er 73.
Vi måtte ganske vist vente 3 kvarter på de sidste bus-gæster, men så blev jeg kørt direkte til hotellet gennem et kalejdoskopisk landskab af smagløse byggerier og strandbyer.
Fuengirola ligner dog mere sig selv til den gode side. Mit hotel ligger 300m fra stranden og Marinaen.
Efter en solid gang spaghetti bolognese gik jeg hjem for at hygge mig med at skrive lidt og summe af – træt men fuld af taknemmelighed over, at jeg kan gense det sted, hvor Kirsten og jeg var på bryllupsrejse og hvor der i morgen venter et gensyn med Vibbe.
Godnat Malaga (var det nu Thomas Helmig, der sneg sig ind??)
Far Anders

2 tanker om “Costa del Sol 1”

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *