Hej allesammen

Igen igen sidder man på et fly “I hendes majestæts hemmelige tjeneste” (nå ja, så i OFS’ tjeneste da), og som altid er det for en agent, hvor “The World is not enough”, vigtigt at have styr på situationen, og det er der i den grad. Satellitkommunikation er etableret, krypteret e-mail sat op, kodeord indtastet, og dermed kan jeg rapportere tilbage til Camp Mosegård og MI6 (Mit Inderste 6’ede HQ dvs. min kone), der som altid, når jeg rejser, sidder tilbage og tænker: “ The spy who loved me”.

Allerede ved check-in blev jeg mødt med “For your eyes only” og en upgrade til business, som var umulig at sige nej til. Der er nok ikke meget “Dr. No” i mig, og som de siger i SAS om deres bedste kunder: Nogle har “Goldfinger”, men “Diamonds are forever”, så her sidder jeg i 11km’s højde og kigger ud af vinduet og forsøger at finde “A view to a kill”, men det er svært fra denne højde, når man ikke har et “Golden eye”, og der er jo heller ikke ligefrem udsigt til en “Moonraker”.

Forret serveres og stewardessen, der for en gangs skyld på en SAS flyvning ligner noget man kan kalde “From Russia with love”, spørger om jeg vil have “Octopussy”, jeg svarer, at det lyder lækkert, men først vil jeg gerne have en Vodka Martini shaken not stirred, og hun kigger på mig, som om jeg var “The Man with the Golden Gun”, der kan bestemme, hvorvidt jeg skal lade hende “Live or let die”.

Efter middagen kommer hun igen og spørger mig, om det var noget med en Calva til kaffen? Jeg tænker “You only live twice”, så jeg tager den, selvom jeg egentligt havde lovet mig selv aldrig at drikke calva på fly igen, men som de franske vinbønder og et godt gammelt ordsprog siger, så skal man “Never say never again”. Nogle kan ikke lide at flyve, for hvis nu flyet lavede en “Skyfall”? Nej var det så ikke bedre stille og roligt at drikke sin calva og tænke positivt, altså jeg tror jeg vil “Die another day”…

Ude på den anden side af vinduet hamrer skyerne afsted, nogle af dem har form som en elefant eller en svane, smukt er det på denne flyvning, som jo foregår under “The living Daylights”. Det kan godt være, at jeg ikke kommer på “Casino Royale” hverken én eller to gange (til de rigtige Bond kendere…) i San Francisco på denne tur, men lever man i nuet, så tror jeg det er et faktum, at “Tomorrow never dies” uanset hvilket “Spectre” man ser dette i.

Til mine kundemøder i denne uge vil jeg prøve at lave noget stort og skabe en veritabel “Thunderball”, som forhåbentligt vil rulle sig stor og give dem en fornemmelse af, at vores nuværende forretning og “The world is not enough”. Men som tingene står lige nu med fibermangel og utilfredse kunder, så kan det blive nødvendigt at få “Licence to kill”, hvis vi som firma skal undgå at dø i et ødelæggende opgør, hvor begge parter ikke efterlader “The Quantum of Solace” til hinanden.

Obersten