En turbulent uge

Kære alle,
I lørdags d. 14. om aftenen begik jeg den alvorlige fejl at gå i seng før Mor. Resultatet var, at hun faldt på trappen for første gang siden september og en ekstra gang på kurven før jeg kom til.

Hun slog sin ryg og havde stærke smerter, som senere på Sydvestjysk Sygehus efter nøje undersøgelse blev diagnosticeret som fastlåste rygmuskler, men heldigvis ikke med brækkede elementer. Vi tog Falckbussen hjem med recepter på smertestillende og muskelafslappende præparater. Det har siden da været en udfordring for stakkels mor med smerter og mig med en velfortjent straf som “Butler Henry”!!

Mor har i dagene indtil nu torsdag d. 19. stort set intet kunnet på egen hånd, så velkommen til Plejehjemmet “Batteriet” med én patient og én plejer.

På trods af dårlige odds har vi tilsammen gået op og ned ad trappen hver dag, sovet godt, været i bad begge, skiftet sengetøj, vasket sengetøj – også efter gæster – gjort rent, lavet mad, købt ind (mens Mor hvilede sig) Mor har fået vasket hår ved Gabi mmm. Kors hvor har hun haft meget at se til førhen, men puh-ha hvor er hun krakilsk, når jeg skal lave hendes metier!

Mor er begyndt selv at kunne rejse sig fra sofaen og under min overvågning gå på toilettet, mens hendes balance er sat tilbage og har givet anledning til, at jeg har ansøgt Fanø Kommune om besøg hver time i de perioder i næste uge, hvor jeg nødvendigvis skal være i Esbjerg til retsmøde og indvielse af ny flyrute. Aftaler i denne uge har jeg kunnet aflyse.

Min handel af farm i Botswana er gået glat igennem , men desværre? vælter opgaverne ind og jeg afviser på stribe, bortset fra de ting, jeg kan klare herhjemmefra.

Vi er seje sammen, at I ved det og det bedste er at se, at Mor pludselig, medens jeg sidder ved computeren og holder emails fra dørene, står i køkkenet efter første egen movement fra sofaen til køkkenet og siger: Se det kunne jeg da godt.

KH

Far

2 tanker om “En turbulent uge”

Skriv et svar til MaryLou Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *